2020 har budt på en lang række store emner for AutoBranchen Danmark. De to mest markante er coronavirussens påvirkning af autobranchen og så de nye bilafgifter, som lige akkurat nåede at falde på plads i 2020.
Herunder har vi samlet en top-10-liste over de historier, som har været mest populære i løbet af året – og historierne handler om alt fra bilafgifter, corona-restriktioner til trækkroge på elbiler.
10. Stor arbejdsgiver-guide til Covid-19
Hvordan håndterer arbejdsgivere de mange udfordringer, som Covid-19 har betydet for deres virksomhed, deres ansatte og en lang række arbejdsretlige områder. AutoBranchen Danmark og AutoBranchens Arbejdsgiverforeningen i Dansk Erhverv (ABAF) samlede i foråret en stor guide til den korrekte håndtering.
> Du finder historien her
9. Nye miljøzoner indføres
Den 1. juli 2020 trådte nye miljøzoner i kraft i Danmarks største byer. Det betød blandt andet strengere krav til de mange vare- og håndværksbiler, som kører rundt i eksempelvis Aalborg, Aarhus, Odense eller København. AutoBranchen Danmark har lavet en oversigt over, hvordan miljøzonerne påvirker både autobranchen og vognparken.
> Du finder historien her
8. Afgifter og fuld dokumentation
AutoBranchen Danmark tilbyder en lang række fordelsaftaler for medlemmerne, der kan løfte bundlinjen for både bilforhandlere og virksomheder på eftermarkedet. En af fordelsaftalerne er sammen med ASG Digital, der tilbyder en digital afgiftsberegner. Fra den 18. december 2020 og ind i 2021 overgår man dog til nye bilafgifter, men også det kan AutoBranchen Danmark og ASG Digital hjælpe med.
> Du finder historien her
7. Finanslov en stopklods for elbiler
Regeringen og finansminister Nicolai Wammen (S) fremlagde i august sit udkast til finansloven 2021. Finansloven var skidt nyt for især elbiler, for der i finanslovsforslaget ikke var lagt op til, at elbiler under et vist prisniveau skulle holdes afgiftsfrie. Sådan gik det dog ikke, og den nye aftale om bilafgifterne fra 4. december 2020 (gældende fra 18. december 2020) gik i en anden retning.
> Du finder historien her
6. Trækkroge til el- og hybridbiler
Campingvogne, trailere og hestetrailere er noget, rigtig mange danskere spænder efter bilen. Af samme årsag er det selvfølgelig en mulighed, som rigtig mange kunder efterspørger hos deres bilforhandler, når de køber nye eller brugte biler. I historien finder man en liste (opdateret i september 2020) over, hvor meget udvalgte elbil- og hybridbiler må trække.
> Du finder historien her
5. Nye corona-regler ved grænsen
2020 har budt på både nedlukning og genåbning af vores samfund – herunder vores grænser til nabolandene. I maj var Danmark inde i fase, hvor vi igen kunne åbne dele af samfundet – herunder mulighederne for, at privatpersoner igen kunne krydse landegrænsen til Tyskland uden særlige formål i sigte – andet end måske ferie eller en tur til en grænseshop.
> Du finder historier her
4. Strengere corona-restriktioner
Coronavirussens påvirkning på autobranchen er naturligvis noget, som rigtig mange bilforhandlere, autolakerere, karrosseriteknikere og øvrige ansatte i branchen har været yderst optaget af. I løbet af efteråret strammede regeringen yderligere op på de restriktioner, som blandt andet betød påbud om mundbind, strammere forsamlingsforbud og krav til indretning af butikker – herunder bilhuse.
> Du finder historien her
3. Brændstof kan skade motorer
Hvis du er flittig læser af AutoBranchen Danmarks nyhedsbreve og på vores hjemmeside, kan du sikkert genkende denne historie. I efteråret 2019 blev der indført en ny type benzin med større andel af bioethanol. Det affødte dengang såvel som i løbet af 2020 en stor interesse for især de brugte biler, som blev berørt af brændstoffet, og hvor konsekvensen var, at motorerne kunne tage skade.
> Du finder historien her
2. Gardering mod afgiftsstigninger
En anden og yderst populær historie handler om, hvordan man hos Car Special A/S og Bjarne Pape A/S i efteråret arbejdede indgående med at forberede kunderne på nye afgiftsstigninger. Dengang var det især udsigten til markant dyrere el- og hybridbiler, som fik mange forhandlere op på mærkerne med hensyn til vigtige forbehold i købsaftalerne med kunderne.
> Du finder historien her
1. Nye afgifter kan betyde prisstigninger
Årets mest læste historie handler om bilafgifter. Nærmere bestemt det forslag, som regeringen gik ind til forhandlingerne med tilbage i oktober. Forslaget afslørede en lang række prisstigninger på nogle af danskernes mest populære benzin- og dieselbiler. Hertil viste forslaget også, at flere hybrider stod på prisstigninger.
> Du finder historien her