Et enigt folketing har 3. april 2020 besluttet at bruge 50 mio. kr. i 2020 på flere ladestandere til el- og hybridbiler. Pengene kommer fra en samlet pulje på 500 mio. kr., som folketinget afsatte i 2018 i forbindelse med energiforliget.
Det bliver Vejdirektoratet, som skal administrere puljen, og pengene skal fordeles med 1/3 til motorvejsnettet, 1/3 til byerne og 1/3 til landeområderne.
Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark er glad for, at politikerne har fokus på den meget vigtige infrastruktur til biler på strøm.
“Det er godt, at der er fokus på infrastrukturen, for det er yderst nødvendigt, hvis den grønne omstilling skal lykkes”, siger Gitte Seeberg og fortsætter:
“Rigtig mange bilforhandlere er optaget af den grønne omstilling, herunder at infrastrukturen er på plads. Det er vigtigt for forbrugerne, når de skal se, at en hverdag skal kunne hænge sammen med arbejde, børn og fritidsaktiviteter”.
Efterspurgt af medlemmer
AutoBranchen Danmark gennemfører jævnligt konjunkturundersøgelser blandt sine medlemmer med afsæt i en række aktuelle spørgsmål. I flere undersøgelser er der blandt andet spurgt ind til, hvordan den grønne omstilling af den danske transportsektor udføres mest effektivt.
“Mange medlemmer, som sælger og servicere el- og hybridbiler, peger på infrastrukturen som en afgørende brik. Det gør de på baggrund af spørgsmål fra kunder, som enten er meget nysgerrige, skeptiske eller et sted midt i mellem, når deres bil skal oplades. Enten derhjemme, på arbejdet eller på farten. Der er brug for en samlet plan for vores omstilling og ladestandere, og den mangler vi fortsat at se”, fortæller Gitte Seeberg.
Alle elbiler skal have adgang
Ifølge den politiske aftale er det en forudsætning, at de ladestandere, som opstilles med midler fra puljen, er åben for alle elbiler. Det skal sikre, at man kan lave såkaldte ad hoc-opladninger, hvor man ikke nødvendigvis skal være bundet af et abonnement.
“Ladenetværket bør som udgangspunkt være fleksibelt, så man både kan bruge sin abonnementsordning, men også betale pr. opladning med diverse betalingsløsninger. Netop det aspekt fungerer jo med vores nuværende setup med tankstationer”, forklarer Gitte Seeberg.
Elektriske erhvervsbiler hjælpes
Ud over de 50 mio. kr. til elektriske biler, afsætter folketinget 25 mio. kr. til erhvervskøretøjer. Også her administreres pengene af Vejdirektoratet, og pengene kan bruges til opstilling af ladestandere eller tankstationer med alternative drivmidler. Her vil der dog være behov for privat medfinansiering, skriver partierne i aftalen.
Flere tiltag i aftalen
- Som en del af aftalen, skal det nettilslutning af offentligt tilgængelige ladestandere også afdækkes nærmere, herunder mulighederne for offentlig
udbud på udvalgte geografiske områder. - Der afsættes 1 mio. kr. til at undersøge, hvilke færgeruter, som kan omlægges til eldrift.
- Power to x vokser i betydning. Det betyder grundlæggende set, at man skal kunne lagre strøm fra vedvarende energikilder, så man kan bruge det efter behov. Her er det meningen, at finansloven 2020 skal bidrage til yderligere forskning og udvikling af teknologi hertil.
- Du finder hele aftalepapiret her.