Regeringen vil konfiskere alle biler, der benyttes til vanvidskørsel – også leasing- og firmabiler. AutoBranchen Danmark anbefaler i vores høringssvar, at lovforslaget ændres.
For et år siden præsenterede regeringen en samling forslag, der skulle sætte en stopper for vanvidskørsel på de danske veje. Pakken indeholdt flere gode forslag bl.a. at branchen kan få adgang til eSkatData, hvor række skatteforhold fremgår. Det vil hjælpe autobranchen med at afsløre stråmænd, som kriminelle i visse tilfælde bruger, til at lease biler. Regeringens indsats mod vanvidsbilisme går dog alt for vidt på et punkt: muligheden for at konfiskere biler.
Hvis regeringen får magt, som den har agt, vil alle biler som udgangspunkt blive konfiskeret, hvis de er blevet brugt til vanvidskørsel. Det er underordnet, om bilisten selv ejer bilen, har lånt den eller leaset den. Konfiskation kan dog undlades sjældne tilfælde, hvor bilen er stjålet eller lignende.
Uskyldige leasingselskaber straffes
AutoBranchen Danmark er meget utilfreds med lovforslaget, da regeringen lægger op til at straffe uskyldige leasingselskaber, andre virksomheder og privatpersoner for en vanvidsbilists handlinger.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg uddyber:
”Vi støtter selvfølgelig, at vanvidsbilister kan miste deres egne biler. Det er kun rimeligt. Kæden hopper dog af, når virksomheder og privatpersoner i god tro har leaset, lejet eller lånt en bil ud til en person, der vælger at køre vanvidskørsel. Det er kun bilistens ansvar, og derfor er det kun bilisten, der skal straffes for det. Derfor kritiserer vi forslaget meget kraftigt i vores høringssvar, ligesom vi har kritiseret forslaget, siden det blev fremlagt for et år siden.”
Kig mod Sverige
AutoBranchen Danmark har i stedet forslået regeringen, at man søger inspiration i de svenske regler, hvor bilens ejer skal have kendskab til vanvidskørsel, for at en bil kan konfiskeres. Det betyder også, at et svensk leasingselskab vil få deres bil tilbage, hvis en leasingtager, kører vanvidskørsel.
”Som alternativ løsning til regeringen har vi foreslået, at alle biler, der benyttes til vanvidskørsel, beslaglægges af politiet på stedet. Hvis bilens ejer er (med)skyldig i vanvidskørslen, konfiskeres bilen, som regeringen har foreslået. Hvis ejeren er uskyldig leveres bilen tilbage. På den måde mister bilisten adgangen til bilen, uden at uskyldige virksomheder og privatpersoner straffes”, siger Gitte Seeberg.
Læs AutoBranchen Danmarks høringssvar
AutoBranchen Danmark har den 20. januar indsendt et høringssvar, der kan læses her.