Selskabet Everfuel har meddelt, at de lukker alle brintstationer i Danmark. Stærkt uheldigt for både klima og brintbilejere, at brintinfrastrukturen nedprioritereres, siger blandt andre Toyota Danmark.
Der var egentlig lagt op til en herlig julegave til alle brintbilejere i Danmark. Inden nytårsklokkerne slog, ville Everfuel gøre det muligt at tanke brint i hele landet, fordelt på 19 adresser. Men nu har virksomheden meddelt, at de i stedet kommer til at lukke alle brintstationer.
Det skriver Mobility Watch.
De tre eksisterende stationer, som ligger i Brabrand, Kolding og ved H.C Ørstedværket skal helt fjernes. De to såkaldte 2- generationsstationer, som ligger i København og Århus, og har kapacitet til at servicere både lastbiler og personbiler, er sat på øjeblikkelig pause. Dermed er det ikke længere muligt at tanke brint i Danmark.
Baggrunden for Everfuels beslutning er, at der ganske enkelt ikke er kommet så mange brintbiler på markedet i Danmark, at det kan betale sig at drive brintstationerne. Faktisk er der ifølge de nyeste tal fra Danske Bilimportører bare 136 brintbiler i Danmark, hvoraf de fleste er taxaer. Og det er altså ikke nok til at drive en forretning. Everfuels administrerende direktør Jacob Krogsgaard udtaler desuden til Mobility Watch, at teknologien omkring brint til biler ikke er så moden, som man havde forventet, da ambitionen om et landsdækkende brintstation-netværk blev skudt i gang.
Ærgerligt at lægge alle æg i el-kurven
Hos AutoBranchen Danmark ærgrer administrerende direktør Gitte Seeberg sig over beslutningen, men forstår den samtidig også godt: ”Det er et problem, at der fra danske politikeres side er så ensidigt et fokus på én teknologi – elbilerne. Det betyder jo, at vi ikke får udviklet på en teknologi, der sagtens kunne eksistere ved siden af elektrificeringen, og som ville kunne aflaste vores elnet, der jo formodes at blive stærkt belastet, når der lige om lidt kommer rigtig mange elbiler på vejene”.
Gitte Seeberg glæder sig dog over, at Everfuel har meldt, at projektet ikke er helt dødt, men bare sat på pause. At der ikke er tale om en fuldstændig aflivning, kan man takke EU-lovgivningen for. EU har nemlig indført krav om, at der senest i 2027 skal være en plan, der sikrer mulighed for at tanke brint på hele EU’s centrale vejnet, minimum for hver 200. kilometer. I Danmark vil det betyde, at der på hver af de tre motorveje E20, E 45 og E47 skal ligge mindst en brintstation.
Danmark sakker bagud
Hos Toyota Danmark er meldingen klar: ”Det her er et tilbageskridt for klimaet”, siger pressechef Anders Tystrup. ”Det er en virkelig uheldig situation for alle og selvfølgelig især for de mennesker, der har valgt en brintbil, fordi andre nulemissionsteknologier ikke kan opfylde deres mobilitetsbehov”, siger han.
Ifølge Anders Tystrup understreger Everfuels beslutning, at Danmark er ved at sakke alvorligt bagud på udviklingen: ”Vi kan jo se, at udviklingen af brint i Europa fortsætter, uagtet det her. Der er andre lande, som for eksempel Tyskland, hvor der er stærk politisk og økonomisk støtte til udvikling af infrastrukturen for brint. Her offentliggør virksomheder jævnligt introduktionen af nye brintkøretøjer i deres flåder. Det viser bare, hvor afgørende det er at have økonomisk støtte i starten til at løfte en af fremtidens nødvendige teknologier,” slutter han.
I Danmark er der, i modsætning til flere andre EU-lande, ingen statslig støtte til opbygning og drift af en brint-infrastruktur på samme måde, som ladeinfrastrukturen til elbiler støttes. Brintbiler er, i lighed med elbiler, fritaget for registreringsafgift op til et vist beløb.