Forsikringsbranchen må indse, at den ikke både kan blæse og have mel i munden. Der er simpelthen for stort et gab mellem det, de lover kunderne og det, de leverer.
Klumme af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Motormagasinet d. 8.9.23.
Der er nærmest ingen grænser for godheden, når forsikringsselskaberne skal gøre sig til over for deres kunder:
Selvfølgelig kan kunden selv vælge værksted. Kvaliteten i reparationen har altid højeste prioritet. Lånebilen? Ja, den er gratis – naturligvis. Og prisen – så lav, at det næsten ikke er til tro.
Forsikringsselskaberne – og især de dominerende af dem – glemmer igen og igen bare at fortælle hele historien.
For kunden kan kun vælge det værksted, han eller hun foretrækker hvis og så frem i fald. Og nå ja, det kan godt ske, at reservedelene, som bilen repareres med, ikke er nye og originale. Måske er de brugte, men de kan endda også være simple kopidele. Af og til af særdeles tvivlsom kvalitet. Og lånebilen, ja, den får kunden som regel kun fordi værkstedet – og ikke forsikringsselskabet – tilbyder det. For værkstedets egen regning. Som en af de mange gratis ydelser, som værkstederne mere eller mindre frivilligt er tvunget til at yde for allernådigst at få lov til at udføre opgaver for forsikringsselskaberne.
Den seneste tid har givet flere eksempler på netop det.
Tryg har eksempelvis påstået over for branchemediet InsideForsikring, at “vores kunder har frit værkstedsvalg”, mens Taksatorringen samme sted hævder, at kvalitet er indkøbsforeningens vigtigste parameter:
“Set fra Taksatorringens synsvinkel kommer kvalitet altid i første række. Vi vil ikke gå på kompromis med kvalitet og dermed sikkerhed i udførte reparationer,” lød det fra Taksatorringens indkøbschef.
Svært at genkende billedet
Jeg må bare sige, at jeg kender utroligt mange værksteder, der slet, slet ikke kan genkende det billede. Det er jo nærmest tragikomisk at påstå, at netop Taksatorringen – der vel dybest er en indkøbsforening designet til at presse priserne ned – skulle tænke på kvalitet, før de tænker pris.
Den forvrængede virkelighedsopfattelse gælder i øvrigt også, når Topdanmark eksempelvis forsikrer om, at timepriserne, som de betaler til værkstederne, jævnligt genforhandles for at afspejle værkstedernes stigende omkostninger. Øh, nå. Jamen, så lad os da forhandle.
Jeg må bare sige, at det i hvert fald ikke er den virkelighed, man oplever mange steder i skadesbranchen. Det er meget, meget langt derfra, faktisk.
Men måske tror forsikringsselskaberne selv på det?
Glemt er i hvert fald al snak om, hvordan forsikringsselskaber har lukket eller har truet med at lukke reparatørnumre på værksteder, der ikke vil makke ret og acceptere en timepris-”forhandling”.
Glemt er al snak om, hvordan Trygs kunder naturligvis ikke kan vælge det værksted, de vil – alene af den grund, at flere værksteder simpelthen nægter at udføre opgaver for Tryg, fordi de har fået nok af de metoder, som forsikringsselskabet bruger for at holde priserne nede.
Glemt er al snak om, hvordan kvaliteten igen og igen tilsidesættes, når reparationstilbud fra værkstederne over en bred kam afvises, fordi forsikringsselskaberne kun vil finansiere en discountløsning og hast og jag i stedet for grundigt skadesarbejde. Dermed er det ofte værkstederne selv – og deres samvittighed og pengepung – der afgør om kunden skal have et kvalitetsarbejde – eller det arbejde, som forsikringsselskabet vil betale for.
Formulerer sig selektivt
Jeg siger ikke, at forsikringsselskaberne lyver. De formulerer sig bare meget selektivt, hvor alt det med småt så godt som udelades eller skubbes helt i baggrunden, mens det, de gerne vil føre sig frem med udbasuneres så højt og så insisterende at alle kan høre det – også selvom det ikke er hele det sande billede.
Som gammel politiker er min erfaring, at den slags ikke kan blive ved med at gå. Hvis der bliver for stort spring mellem det, man lover og det man leverer, ja, så ryger man ud af vagten.
Derfor står forsikringsbranchen for mig at se ved en skillevej. De kan ikke både blæse og have mel i munden. De må til at skabe større sammenhæng mellem det, de siger – og det de gør.