Folketinget har vedtaget otte tiltag, der skal bekæmpe brodne kar i synsbranchen. AutoBranchen Danmark er dog ikke tilfreds med et af tiltagene, der vil betyde uanmeldte tilsyn hos brugtvognsforhandlere.
Efter afsløringer af såkaldte SMS-syn, hvor bilen ikke synes i synhallen, er samtlige partier i Folketinget blev enige om at skærpe reglerne for syn herhjemme.
Det har resulteret i otte tiltag, der skal bekæmpe SMS-syn. Forslagene er både rettet mod den enkelte synsmedarbejder, den enkelte synsvirksomhed og også andre aktører i autobranchen.
Blandt andet skal der sikres fotodokumentation for, at det pågældende køretøj har været til stede på synsstedet på synstidspunktet, den enkelte synsmedarbejder kan nemmere idømmes bødestraf for SMS-syn, der indføres tilsyn uden for normale åbningstider og synets start- og sluttidspunkt skal fremgå af synsrapporten.
Det giver alt sammen god mening, fastslår Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
“Det er tiltrængte tiltag, for få brodne kar giver i dag desværre branchen et dårligt ry,” siger hun.
Problemet opstår i det tiltag, som politikerne er blevet enige om, der vil betyde, at der bliver mulighed for at foretage uanmeldte tilsyn hos brugtvognsforhandlerne.
Hensigten med tiltaget er, at Færdselsstyrelsens kan kontrollere, om der i større omfang findes nysynede køretøjer hos visse brugtvognsforhandlere, der ikke har været fremstillet i en synshal.
Men det kan Seeberg ikke se fidusen i:
“Bilerne skal jo først synes, når de er solgt og skal indregistreres. Så det er synshallerne og ikke brugtvognsforhandlerne, man skal kontrollere bedre. Så lige præcis det tiltag bør politikerne droppe,” siger hun.
Hun hæfter sig ved, at der i aftaleteksten også anføres, at “tiltaget evalueres med henblik på at vurdere, om det har den tiltænkte effekt”.
Det fremgår endvidere, at tiltaget på nuværende tidspunkt ikke har hjemmel i lovgivningen. Tiltaget kan ifølge den politiske aftale forventeligt indføres i synsloven i folketingsåret 2024/25.
Hele aftalen om de skærpede tilsyn og sanktionsmuligheder kan læses her: https://www.trm.dk/media/mienxhgs/bilag-1-til-aftale-om-sms-syn.pdf