I takt med at coronavirussen igen er blusset kraftigt op i løbet af efteråret, er det endnu vigtigere, at autobranchens aktører også gør alt for at stoppe smittespredning. Det betyder konkret desinficering af bilerne, brug af handsker og øvrige værnemidler.
Her er det vigtigt, at merudgiften til de produkter noteres på skadesrapporten i Autotaks, når der er tale om forsikringssager. Det er relevant ved både reparationer og autolakering.
”Når man håndterer bilerne professionelt og forsvarligt, sender man samtidig et tydeligt signal til kunderne om, at man varetager deres bil trygt, når det handler om at stoppe smittespredning. Men betalingen for værnemidler til den opgave er samtidig vigtig for bundlinjen på værksteder og i bilhuse”, siger Jørgen Petersen, forsikringskonsulent hos AutoBranchen Danmark og tilføjer:
“Det er vigtigt, at værksteder noterer det her tillæg, så både autolakerere og andre underleverandører får den betaling, de skal have for værnemidlerne”.
Opdatering kan være på vej
Ifølge tyske medier kan der være opdateringer på vej til både Autotaks og DAT-systemet, som ventes introduceret i Danmark snart, hvor tillægget til værnemidler får en fast position i programmerne. Det fortæller Nicky Bobak, eftermarkedschef hos AutoBranchen Danmark.
“Det er et godt tiltag for både lak- og karrosserivirksomheder, hvis det her tillæg får en fast og tydelig position i takseringssystemerne. Dermed fjerner man den tvivl, som desværre lige nu stadig findes blandt skadesoprettere og autolakerere i forhold til merudgifterne til værnemidler. For merudgifterne vil være der i mange måneder fremover, indtil smitten af Covid-19 er bremset”, siger Nicky Bobak.
AutoBranchen Danmark følger opdateringen tæt, der i første omgang forventes at blive en såkaldt broadcast (systemmeddelelse) i Autotaks.
Sådan noteres tillægget i Autotaks
For at minimere risikoen for at sprede coronavirussen i Danmark, sørger værksteder og bilhuse for at afspritte og rengøre biler. De merudgifter til værnemidler skal man dog huske notere, så man får betaling for dem.
Det kan være udgifter til værnemidler, sprit, klude og ekstra tidsforbrug til at desinficere bilerne, som forsikringsselskaberne vil dække i forbindelse med skadesopgørelserne.
- Hvis du arbejder på et skadesværksted, noteres udgifterne på rapporterne som I og E 1000.
- For lakværksteder noteres det som L1000.