Virksomheder og privatpersoner, der ønsker indflydelse på Motorstyrelsens ydelser, inviteres nu ind i et kundepanel, der skal give input til styrelsen.
Det skal nemlig være nemt for borgere og virksomheder at forstå afgiftsreglerne på motorområdet. Motorstyrelsen opretter derfor et kundepanel, så styrelsen kan inddrage viden og erfaring fra borgere og virksomheder, når styrelsen skal udvikle og forbedre sine produkter og services.
“Formålet med Motorstyrelsens kundepanel er at sikre, at vores vejledninger, nyhedsbreve, hjemmesider med mere er relevante, letforståelige og med det indhold, der er nødvendigt for, at borgere og virksomheder kan forstå reglerne på motorområdet. Her vil deltagerne i vores kundepanel kunne gøre en kæmpe forskel”, siger direktør i Motorstyrelsen, Jørgen Rasmussen.
Medlemmer af kundepanelet vil blive kontaktet på mail, når de er i målgruppen for at lave en evaluering.
Motorstyrelsen skriver på sin hjemmeside, at det fx kan være input til kommende forbedringer af TastSelv-services eller mobilapps. Men det kan også være kommentarer til breve og rapporter, der bliver sendt ud fx i forbindelse med vejledning, kontrol eller sagsbehandling.
“Som medlem af kundepanelet får du mulighed for at dele dine erfaringer og input med os. Det foregår som udgangspunkt gennem spørgeskemaer, du får tilsendt på mail. På den måde kan du hjælpe os med at udvikle løsninger, der passer til borgernes og virksomhedernes behov,” skriver de på Motorstyrelsens egen hjemmeside.
“Hvis det kan påvirke brugervenlighed og service overfor virksomhederne, så vurderer vi, at det er en god idé for virksomheder at deltage,” siger Ida Nynne Daarbak Jensen, jurist i AutoBranchen Danmark.