Bilsalget for januar 2021 kan opsummeres i tre punkter:
- Samlet bilsalg i massiv nedtur.
- El- og hybridbiler sælger godt.
- Stor fremgang til SUV’er i presset marked.
1. Stor nedtur kalder på genåbning
Salgslokalerne er i skrivende stund lukket for salg til private, og det kan nu for alvor mærkes på det samlede danske bilsalg. I direkte sammenligning med januar 2020 er årets salg 45,1% lavere – i sammenligning med januar 2019 er det 12,4% lavere. Det viser de nyeste tal fra De Danske Bilimportører.
“Tvangslukningen af bilsalget til private rammer utrolig hårdt. Jeg ved, at rigtig mange forhandlere gør alt, hvad de kan digitalt for at sælge og fremvise biler. Men kunderne vil gerne ned og mærke bilen, køre en tur og tage en god snak med bilsælgerne. Det kan de ikke, og det er katastrofalt for salget”, siger Gitte Seeberg.
Hun mener, at der politisk skal kigges på en forsvarlig genåbning af bilforhandlere, der råder over mange tusinde kvadratmeter.
“Bilforhandlerne er nogle af de virksomheder, som kan tilbyde flest kvadratmeter pr. kunde. Alle, der har været hos en bilforhandler ved, at der er rigtig god plads. Det gælder både indendørs og udendørs. Det må og skal politikerne kigge på, når der forhåbentlig snart fremlægges genåbningsplaner”, siger Gitte Seeberg.
Du kan læse mere om en forsvarlig genåbning af autobranchen her.
2. Populære biler på strøm med et forbehold
Salget af elbiler og især hybridbiler har fået en god start på 2021. 577 solgte elbiler og 1456 plugin hybridbiler betyder, at biler på strøm nu står for over 19% af det samlede bilsalg.
Udviklingen er glædelig, men tallene for januar 2021 skal tages med et stor gran salt, da leveringstiden på flere el- og hybridbiler kan være lang.
“De el- og hybridbiler, der er blevet indregistreret i januar 2021, kan sagtens være bestilt for lang tid siden og først have fået nummerplader på nu. Derfor er det endnu for tidligt at konstatere, at den grønne omstilling har bidt sig helt fast. Hertil har vi for få tal for biler, der er bestilt og købt alene i indeværende år”, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.
“Der skal dog ikke herske tvivl om, at stadig flere danskere udnytter det stadig større udbud af el- og hybridbiler. De kommende måneder og år byder på endnu flere modeller, som med stor sandsynlighed vil tiltrække flere købere”.
3. SUV-segment er nu klart størst
Der var længere mellem bilsalgene i januar 2021, men til gengæld var bilerne i gennemsnit større end tidligere. SUV-segmentet har vokset sig klart størst. Omvendt købte danskerne færre biler i mini-segmentet, der ellers i mange år har været det største.
“De tre mest populære hybridbiler i øjeblikket tilhører alle SUV-segmentet, og det er med til at trække salget op for de her større modeller, hvor der er lidt bedre plads til både et batteri og en forbrændingsmotor”, forklarer Gitte Seeberg.
Tal og grafik
Herunder finder du et mere detaljeret markedsoverblik lavet af AutoBranchen Danmark på baggrund af tal fra De Danske Bilimportører.