Denne artikel er fra Magasinet AutoBranchen Danmark, der er udgives seks gange om året og er medlemsblad for alle medlemmer hos AutoBranchen Danmark. Find hele Magasinet her
Små ti minutters kørsel øst for Vejle ligger det, man godt kan kalde en lokal succeshistorie inden for autobranchen. Brugtbilsforhandleren Allan Hansen Automobiler A/S i Daugård har siden 1981 slået sit navn fast som en af Danmarks mere kendte forhandlere – især når det kommer til biler i de lidt tungere prisklasser.
Løbende udbygninger, der tydeligt ses i lidt forskellig byggestil på den store grund i Daugård, betyder, at Allan Hansen i dag tilbyder alt fra leasingkontrakter, traditionel finansiering, værksteder, serviceaftaler og dækhotel. Og der er også kommet mere almindelige biler i udstillingslokalerne hos den jyske forhandler.
Da AutoBranchen Danmark møder Allan Hansen og får en rundvisning, står flere biler med solgt-skilte i forruden. Bilerne er udtryk for en type bilsalg, som har været i kraftig vækst de senere år.
“Rigtig mange biler hos os er i dag bestillingsvarer, som kunderne udvælger fra særlige ønsker til udstyrspakker, motorer, farver, fælge eller lignende. Vi har i dag stadig flere kunder, som ikke engang er ude at se bilen, før de bestiller bilen og køber den hos os. Det skyldes selvfølgelig, at vi gennem flere år har opbygget et tillidsforhold til dem. Men den type salg har vi rigtig mange af i dag”, siger Allan Hansen.
Værksted til alle
Allan Hansen er opvokset i Daugård, en mindre by på den nordlige side af Vejle Fjord, hvor han også selv bor i dag. Virksomheden beskæftiger lige nu 31 ansatte fordelt på både administration, salg, værksted og klargøring.
“Jeg er stolt over, at vi i alle årene har formået at tiltrække kunder fra det meste af Danmark til Daugård. Siden 2015, hvor vi udvidede med vores største hal, kan vi nu have omkring 250 biler under tag. Og selv om kunderne kommer forbi færre gange i dag ved en handel, præsenterer vi bilerne på en langt bedre måde nu end tidligere, hvor mange af dem måtte holde udenfor. Det sparer os også for en del udgifter til klargøring”, siger Allan Hansen.
Som led i udvidelsen af virksomheden åbnede Allan Hansen i 2017 et særskilt værksted for reparationer på biler, der kommer udefra, og som ikke er købt på hos virksomheden selv.
“Der ramte vi en uudnyttet efterspørgsel i markedet, og i dag har vi fem ansatte på værkstedet. Værkstedschefen Holger ejer selv 20 procent af værkstedet, mens vi ejer de resterende 80 procent. Det er en fin balance og en forretningsmodel, som vi er blevet rigtig glade for. På den måde henvender vi os i dag til en kundegruppe, vi ellers tidligere ikke kom i nærheden af” siger Allan Hansen.
Allan Hansen ejer i dag 50 procent af virksomheden, mens sønnen Martin Hansen ejer 25 procent og salgsdirektør Kenneth Hansen ejer de resterende 25 procent.
Markedet for leasing er vokset
Allan Hansen-virksomheden har tilbudt leasing i flere former siden 2010, og det er en finansieringsform, som har været i vækst nærmest lige siden og fortsat vil være det i de kommende år.
“Størstedelen af vores leasingkunder er erhvervskunder, men privatandelen vokser også en smule. Jeg tror, at flere tiltrækkes af den overskuelighed, som leasing giver i forhold til det månedlige budget. Det er dejlig konkret, uanset om man som regnskabschef eller privatperson vil lægge noget forudsigelighed ind i regnskabet over de faste udgifter”, fortæller Allan Hansen.
“Jeg vil anslå, at 70 procent af alle biler dyrere end 500-600.000 kr. hos os i dag er på en leasingkontrakt. Vi kom med på et godt tidspunkt tilbage i 2010, og det giver en tryghed for kunderne, at vi som bilhus tilbyder dem hele pakken lige fra finansiering og til deres skift af sommer-vinterdæk. Det er en god helhedspakke”.
Nyder den frie forretning
Allan, fortryder du beslutningen om at blive brugtvognsforhandler kontra nyvognsforhandler, da du droppede din uddannelse som gartner for i stedet at blive bilforhandler for snart 40 år siden?
“Nej, på ingen måde. Jeg blev faktisk tilbudt muligheden for at blive mærkeforhandler for mange år siden, men jeg vidste allerede dengang, at det ikke var den vej, jeg skulle. I dag vil jeg sige, at jeg faktisk har ondt af nogle af de nybilsforhandlere, som langt fra altid lever et nemt liv med deres importør i ryggen”, fortæller Allan Hansen og fortsætter:
“Jeg tror, det ville have været svært at udvide med først en salgsafdeling, så værksted, eksternt værksted, klargøring og dækhotel, hvis jeg havde været underlagt nogle forhandlerkontrakter lig dem, man kender fra nyvognsforhandlerne. Her nyder jeg den frie forretning, hvor vi selv bestemmer”.