Regeringen har netop præsenteret sit udspil til en grønnere bilpark i 2030. Regeringen foreslår, at der skal være 500.000 nul- og lavemissions biler på vejene om ti år. Det ligger et stykke fra transportkommissionens anbefalinger på 750.000 nul- og lavemmissionsbiler og langt fra Klimarådets anbefalinger på 1 million af samme slags biler.
Behov for en langsigtet plan
Gitte Seeberg, adm. direktør for AutoBranchen Danmark fremhæver behovet for en langsigtet plan og mener, at der er plads til forbedring i forhold til regeringens udspil.
”Vi er ikke optaget af at sætte et præcist antal på, hvor mange lav- og nulemissionsbiler, der skal være i 2030. For os er det vigtigste, at omstillingen bliver realistisk, og at vi får en langtidsholdbar plan for, hvordan bilparken skal omstilles til en grønnere fremtid. Regeringens mål om 500.000 grønne biler i 2030 og over 1 million grønne biler i 2035 er realistiske, men ud fra transportkommissionens anbefaling, er der plads til et større antal. En million elbiler er dog ikke realistisk”, siger Gitte Seeberg.
Hurtige forhandlinger
Bilafgifterne har været diskuteret mange gange i de senere år, og diskussionen sætter hver gang bilsalget i stå i forretningerne. Det har derfor været svært for mange med det svingende salg. Gitte Seeberg sender en appel af sted til politikerne:
”Vi appellerer til, at forhandlingerne går hurtigt. Det er vigtigt, at vi én gang for alle får klarhed over fremtidens bilafgifter i minimum de næste 10 år, og med et økonomisk incitament til at vælge en elbil eller en grøn bil for at sikre overgangen til mere grønne biler. De biler er i dag dyrere end konventionelle biler, så det er helt afgørende, at der skabes nogle fordelagtige priser for at fremme den grønne omstilling”. Hun fortsætter:
”Men vi må ikke stirre os blinde på de grønne biler. Frem mod 2030 vil der blive solgt rigtig mange benzin- og dieselbiler. Her bør registreringsafgiften sikre, at de biler udleder så lidt CO2 som muligt.”
Skab klarhed om næste års afgifter
Uanset hvor det politiske snit lægges, skal der træffes en beslutning meget snart, understreger Gitte Seeberg.
”Vi står i en situation, hvor der er stor usikkerhed om, hvad der sker med afgifterne for el- og hybridbiler om bare tre måneder. Lige nu står afgifterne til at stige. Vi hører fra mange dele af landet, at forbrugerne har slået en bremse i bilkøbet, fordi der er uklarhed om afgifterne. Det skaber usikkerhed i hele autobranchen, der som erhverv har været igennem en sand afgift-rutsjebane de senere år. Det må gerne stoppe nu, og det kalder på en ambitiøs og langsigtet plan”, udtaler Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark, der fortsætter:
”Vi er inde i en periode, hvor salget af el- og hybridbiler er historisk højt. Det opsving risikerer politikerne at sætte en brat stopper for, hvis de ikke leverer en afklaring meget snart”.