Inden for kort tid har to kinesiske bilmærker gjort deres indtog i Danmark – først MG og nu mærket Maxus. Sidstnævnte har over 20 forhandlere klar, men hvorfor tør bilforhandlerne satse på et – i Danmark – ukendt bilmærke på strøm? Og hvordan varetager de kunderne skepsis?

AutoBranchen Danmark har spurgt to af forhandlerne – FJ Biler i Randers og Grome Automobiler i Farum.

Hurtig levering og skarp pris

Lars Thomadsen er indehaver af FJ Biler i Randers og fremhæver især to ting, der gjorde, at hans virksomhed valgte at starte op med Maxus.

“Maxus har bevist, at de kan levere elbilerne inden for få uger med en batteriteknologi, som er rigtig langt fremme, og som flere europæiske bilmærker iøvrigt også benytter sig af. Dertil kan de virkelig noget med priserne, der både på personbilen Euniq og varebilerne er meget skarpe. Det var med til at overbevise os”, siger Lars Thomadsen og tilføjer:

“Kinesiske biler er kommet for at blive i Danmark, og det bliver især med hensyn til elbiler”.

God geografisk fordeling

Hos Grome Automobiler i Farum er salgschef Andreas Jørgensen på linje med sin kollega fra Randers.

“Fordelingen af i alt 24 forhandlere er geografisk god, og den norske importør er professionel. Det betyder, at mærket kommer godt fra start på både salgs- og værkstedsdelen. Vi tror på en elektrisk fremtid for langt flere af de biler, der bliver købt i Danmark. Og vi tror på, det bliver med kinesisk batteriteknologi”, forklarer Andreas Jørgensen.

Grome Automobiler sælger i forvejen Seat.

Andreas Jørgensen er salgschef hos Grome Automobiler A/S i Farum. (Privatfoto)

Skal nok overkomme skepsis

Tilbage hos Lars Thomadsen lægger bilforhandleren ikke skjul på, at man i starten var skeptisk, da man første gang fik en henvendelse fra den norske RSA-importør, forkortelsen for Rutebileiernes Standardisering Aksjeselskap.

“Men mærkets setup og plan for Danmark virker gennemtænkt. Med de rigtige priser og godt med udstyr tror jeg, at de danske forbrugere vil tage mærket til sig. For 20 år siden var der heller ingen, som troede på Kia. Den tilgang er vist gjort til skamme i dag”, siger Lars Thomadsen.

“Desuden har Maxus efterhånden rigtig god erfaring med at bygge batterier, og det er noget, der vil komme mærket til gavn de kommende år. Derfor er der et godt udviklingspotentiale”, siger Randers-forhandleren, der foruden Maxus af nye biler sælger Alfa Romeo, Fiat og Jeep.

Kort om Maxus

  • Kinesisk bilmærke grundlagt i 2011 med base i Shanghai.
  • Vil i Danmark sælge tre varebiler og en syvpersoners personbiler. Alle sammen fuldt elektriske.
  • De første demobiler forventes at lande i Danmark i starten af september.
  • Skal sælges hos 24 forhandlere fordelt i hele landet – herunder også i Grønland.
  • Bilerne kommer værkstedsmæssigt til at indgå på linje med forhandlernes øvrige mærker, og personalet er i gang med de sidste forberedelser.

Kilde: Maxus Danmark