Måned efter måned sætter elbilerne salgsrekord i Danmark. Jo mere de elektriske biler fylder i gadebilledet, jo mindre kommer bilerne til at fylde i serviceværkstedernes kalender. Elbiler skal som bekendt serviceres mindre, så forhandlere og værksteder skal tjene penge andre steder.
Når du sætter til på gyngerne, skal du tjene mere på karrusellerne. Omtrent sådan lyder det i den gamle revysang, og reglen gælder uanset, om man sælger biler, tivoli-oplevelser eller noget helt tredje.
Norge er verdens førende elbilsland. Derfor kommer en af Norges store bilforhandlere, Gumpen Gruppen, med vicekoncernchef Terje Jochumsen på besøg på AutoBranchen Danmarks årsdag og fortæller om elbilernes indvirkning på forretningen. Gumpen Gruppen forhandler otte forskellige bilmærker og omsætter årligt 9000 nye og brugte biler. Tilpasningen mod morgendagens bilforretning har krævet tilvalg og fravalg på salg,
“Omsætningen ved service er næsten kun det halve på en elbil sammenlignet med en fossil bil. Så du er nødt til at gøre noget. Vi tilbyder bilvask, polering og smart repair – små reparationer,” fortæller Terje Jochumsen.
Der er mersalg i servicekontrakter/abonnementer
Gumpen Gruppen har en lang erfaring med elbiler, fordi man sælger nogle af de bilmærker, der først lavede elektriske modeller. Det gælder fx Nissan.
“Det er næsten nødvendigt at sælge servicekontrakter, når du sælger en ny bil. Med en servicekontrakt siger vores erfaring, at kunderne er mere villige til at betale for tillægstjenester. Og hvis du ikke har solgt en aftale om service og vedligehold, så shopper kunden pris og sammenligner med andre,” fortsætter Terje Jochumsen, som altså på den måde slår fast, at kunden er mere troløs, hvis du ikke har lavet en abonnementsaftale med ham eller hende.
Hos Gumpen Gruppen har de noteret sig, at elbiler slider mere på dækkene. Derfor har de taget dæksalget hjem til sig selv. De har også dækhotel og skifter naturligvis sommer- og vinterdæk i stor stil.
Man sælger lakforsegling i stor stil. Og foliering af bilen, så den beskyttes på udsatte steder. Særligt ved leasingbiler er den beskyttelse relevant, og det er en relativt billig ting at lave, så der er god fortjeneste.
Uddannelse af medarbejderne fylder meget hos den moderne norske bilforhandler. Medarbejderne skal nemlig rustes til at håndtere dels de nye udfordringer med ny teknik og teknologi, dels kunne forstå kundernes behov og ønsker og kunne håndtere dem. Kunden laver forretning med den forhandler, som tilbyder den bedste oplevelse.
“Elbilerne kan så mange ting. Hvis danskerne skal blive glade for deres elbil, skal de vide, hvordan de bruger den. Vi har udleveringseksperter, som laver en to timers overlevering, når vi udleverer en ny bil. Kunden får også en introduktionsvideo med gratis. Hvis vi ikke sørger for at give kunden den her grundige instruktion, så ringer kunderne med alle mulige spørgsmål. Eller kommer ind i forretningen og spørger. Det forstyrrer vores daglige arbejde og er ikke rentabelt,” siger Terje Jochumsen.
Også plads til de små værksteder
Ifølge Terje Jochumsen er der også plads til de mindre værksteder i fremtiden. I Norge har nyvognsforhandlernes værksteder så travlt med elbiler, at de ikke har tid til de fossile biler. Det marked kan de mindre værksteder gribe. Samtidig er de først solgte elbiler så gamle, at deres batterier skal repareres. Det kan på sigt blive en god forretning, men kræver det rette udstyr og den rette uddannelse.
Vicekoncernchefen fra Gumpen Gruppen har mange flere guldkorn, som han kommer til at sprede ud over sit oplæg på AutoBranchen Danmarks årsdag, der løber af stablen på Remisen i Brande den 28. september.
Der er fart på tilmeldingerne i år, men Remisens flotte lokaler har plads til mange, så der er også plads til dig. Og du kan også denne gang tilmelde dig en række fagsnakke og på den måde sammensætte dagen efter egen smag. Terje Jochumsen taler dog på hovedscenen, hvor der altså ikke er andre begivenheder i gang.
Du tilmelder dig årsdagen lige her.