Skadesbranchens krav om startgebyr bliver i den kommende tid diskuteret hos forsikringsselskaberne. F&P lover tilbagemelding inden sommerferien.
Da autobranchens organisationer i april mødtes med Forsikring & Pension i det såkaldte ekspertudvalg, var der samlet opbakning til et krav om et startgebyr til skadesbranchen, der kan dække udgifter til taksering af biler, som er en opgave, som værkstederne med tiden har overtaget fra forsikringsselskaberne.
På mødet lovede Forsikring & Pension, at der ville komme en tilbagemelding til ekspertudvalget på næste møde i juni. Mødet er imidlertid siden blevet aflyst af Forsikring & Pension.
Forsikring & Pensions Peder Herbo bekræfter dog over for AutoBranchen Danmark, at forsikringsselskaberne drøfter forslaget om startgebyr i den kommende tid, og at skadesbranchen vil få en tilbagemelding inden sommerferien – til trods for, at mødet er aflyst.
Det samme gælder manglende betaling til værkstederne for procestid til spartling i forbindelse med svejsning, som også er blevet taget op i ekspertudvalget.
“Det er helt generelt utilfredsstillende, at Autotaks og forsikringsselskaberne ikke sikrer, at værksteder og skadesbranchen i det hele taget får betaling for alt det arbejde, der udføres. At sikre, at der gives betaling for taksering og spartling ved svejsning, vil være to gode skridt i den rigtige retning,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark, der deltager i ekspertudvalgsmøderne.
Omfanget af ubetalt arbejde er tårnhøjt
AutoBranchen Danmark har løbende sat fokus på omfanget af alt det ubetalte arbejde, der udføres i skadesbranchen.
Senest er det sket med en medlemsundersøgelse, der viste, at omfanget af ubetalt arbejde er tårnhøjt.
Når man ser på taksering af biler, der ikke ender som totalskader, svarede 42 procent af respondenterne i undersøgelsen blandt AutoBranchen Danmarks værkstedsmedlemmer, at de bruger mellem 21 og 30 minutter på at taksere en skadet bil. 28 procent bruger 31 minutter eller derover, mens 26 procent bruger mellem 11 og 20 minutter. 2 procent bruger mellem nul og ti minutter på at taksere en skadet bil, viste undersøgelsen.
Hvis man derimod ser på taksering af en skadet bil, der ender med at blive dømt totalskadet, bliver der brugt endnu længere tid, viste undersøgelsen. 38 procent af respondenterne svarede, at de bruger mellem 31 og 60 minutter på at taksere en totalskadet bil, 35 procent svarede, at de bruger mellem nul og 30 minutter, mens 10 procent svarede, at de bruger mellem én og halvanden time. 14 procent bruger over halvanden time på at taksere en bil, der ender som totalskadet, viste undersøgelsen. Derudover kommer ekstra ubetalt arbejde med håndteringen af totalskadede biler, der ligger udover takseringen, ligesom der er en række andre opgaver, som der ikke betales for.
Skadesbranchens økonomi er ikke bæredygtig
“Fra AutoBranchen Danmarks side har vi naturligvis en forventning om, at skadesbranchen bliver retmæssigt betalt for det arbejde, den udfører for forsikringsselskaberne. Sådan er det desværre ikke i dag, men det ville i den grad klæde forsikringsselskaberne at rette op på det. Herunder med betaling for taksering og håndtering af totalskadede biler,” siger Nicky Bobak.
I starten af året viste en rentabilitetsanalyse af skadesbranchens økonomi, at omfanget af ubetalt arbejde i skadesbranchen er medvirkende til, at økonomien på sigt ikke er bæredygtig og at store dele af branchen reelt kører med underskud.
Næste møde i ekspertudvalget er sat til november. Oprindeligt var det planen, at udvalget skulle mødes tre gange årligt. AutoBranchen Danmark har udtrykt sin utilfredshed med, at Forsikring & Pension har aflyst det planlagte møde i juni. Aflysningen skete, fordi der ifølge Forsikring & Pension ikke var nok på dagsordenen. Det er AutoBranchen Danmark uenig i.