Københavns byret har taget hul på den første sag om konfiskation af en leaset bil, der er blevet kørt vanvidskørsel i. Sagen kan komme til at lægge snittet for fremtidige sager.
Den 29. juni startede en sag i Københavns byret, der kan få stor betydning for leasingbranchen. En 57-årig mand, kørte tidligere på året over 100 km/t i en 50-zone på Amager – i sin kones leasede firmabil. Politiet beslaglagde bilen, og nu har anklagemyndigheden nedlagt påstand om konfiskation, hvilket den nye lovgivning om vanvidskørsel tilsiger med mindre, der er særlige omstændigheder. Københavns byret kan derfor meget vel komme med den første afgørelse om leasingbiler, der for en stund lægger snittet for, hvornår leasingbiler skal konfiskeres ved vanvidskørsel.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg ser frem til at se, hvordan dommen falder ud, men hun forventer ikke, at sagen nødvendigvis ender i byretten.
”Det er en meget principiel sag, og den slags bliver ofte anket, så det ikke er en byretsdommer, der skal afgøre, hvad retspraksis skal være. Sagerne om vanvidskørsel er udover at være principielle også kontroversielle, hvilket blot gør det endnu mere sandsynligt, at dommen bliver anket uanset udfaldet. Ikke desto mindre vil sagen indtil en eventuel ankesag bliver afgjort kunne danne grundlag for, når lignende sager skal for retten i de kommende måneder,” siger Gitte Seeberg og fortsætter:
”Ingen ved reelt set, hvornår et leasingselskab, en bilforhandler eller et værksted har gjort nok for at sikre sig mod konfiskation. Vi har tidligere bedt transportminister Benny Engelbrecht om en vejledning, men det mener han ikke er muligt, fordi retten skal foretage en ”helhedsvurdering”. Det efterlader branchen i det uvisse, hvilket er uacceptabelt. Dommen fra byretten kan give den første rettesnor for, hvornår branchen har sikret sig nok, derfor er sagen særdeles interessant.”
Der forventes at falde dom i sagen ved Københavns byret den 13. juli.