Den danske forsikringsbranche burde lade sig inspirere af udenlandske kolleger i stedet for at påstå, at kvalitet og kundernes tryghed har deres højeste prioritet, lyder det.
I sidste uge påstod forsikringsselskabet Tryg over for branchemediet InsideForsikring, at “vores kunder har frit værkstedsvalg”, mens Taksatorringen hævdede, at kvalitet er indkøbsforeningens vigtigste parameter:
“Set fra Taksatorringens synsvinkel kommer kvalitet altid i første række. Vi vil ikke gå på kompromis med kvalitet og dermed sikkerhed i udførte reparationer,” lød det fra Taksatorringens indkøbschef Frank Allon til InsideForsikring.
Begge udsagn skriger dog til himlen, fastslår Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark og påpeger, at netop Tryg og Taksatorringen sammen med Topdanmark igen og igen udpeges som de forsikringsselskaber, som branchen er mest utilfredse med at samarbejde med.
“At lige netop Tryg og Taksatorringen kan postulere noget sådant, er helt vildt. Begge selskaber er notorisk kendte for at kanøfle værkstederne, presse prisen og for at tænke på alt andet end kvalitet i skadesreparationen eller kundernes behov. Hvis ikke det var så alvorligt, ville det være decideret komisk,” siger Nicky Bobak.
AutoBranchen Danmark har løbende dokumenteret, hvordan skadesværksteder ikke har fået hævet timepriserne i lange årrækker – nogle i op til 14 år – mens andre har oplevet at blive truet med eller rent faktisk at få lukket deres reparatørnummer, hvis ikke de makker ret, hvilket de facto undergraver kundens mulighed for selv at bestemme, hvor bilen skal repareres.
Samtidig har AutoBranchen Danmark dokumenteret det store omfang af ubetalte services, som værkstederne leverer for forsikringsselskaberne og deres kunder uden at få betaling for det. Alt sammen noget der undergraver arbejdsglæde og muligheden for at levere skadesarbejde af højeste kvalitet.
Udlandet måber over danske forhold
Og netop vilkårene i den danske skadesbranche, er da også noget, der vækker opsigt og undren i udlandet, fortæller Nicky Bobak.
“Når jeg taler med kollegaer i Tyskland eller Sverige, så fatter de simpelthen ikke, hvordan situationen i Danmark er endt, som den er. Skadesværksteder og autolakerere bliver herhjemme presset helt i bund, mens de vilkår de oplever i deres hjemlande, er langt bedre,” siger Nicky Bobak.
Han var for nylig til møde med repræsentanter fra AutoBranchen Danmarks ungarske søsterorganisation og her gjorde det samme sig gældende:
“De fortalte om, hvordan forsikringsselskaberne som det mest naturlige i verden accepterede årlige timeprisjusteringer, så de fulgte prisudviklingen, ligesom kunderne i Ungarn i langt de fleste tilfælde faktisk har reelt og frit værkstedsvalg. Det er lande meget tæt på Danmark, men der er alligevel en verden til forskel,” siger Nicky Bobak.
Han peger dertil på, at også afregningen i den danske udgave af Autotaks ofte er langt dårligere end i Autotaks i udlandet, hvor man får betaling for langt flere opgaver.
“Kigger man rundt på landene omkring os, er der ingen tvivl om, at forsikringsselskaberne i særlig grad moser skadesbranchen herhjemme. Det er måske gået indtil videre, fordi branchen virkelig kæmper for det, men det er helt tydeligt, at det ikke kan blive ved med at gå. Økonomien hænger simpelthen ikke sammen,” understreger Bobak og henviser til AutoBranchen Danmarks rentabilitetsanalyse af skadesbranchens økonomi, der tidligere på året viste, at økonomien i skadesbranchen samlet set ikke er bæredygtig.