Vores arbejdsmarked skriger på faglært arbejdskraft. Men hvis vi skal lykkedes med at uddanne flere, skal vi gøre op med vores syn på, at nogle uddannelser er mere værd end andre.
(Debatindlæg af Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, bragt i Avisen Danmark 23. januar 2023.)
Jeg har fra tid til anden også selv gjort mig skyldig i det: I at have opfattelsen af, at nogle uddannelser er finere end andre. At det at præstere bogligt er bedre eller mere efterstræbelsesværdigt end at mestre et håndværk til perfektion.
Men det er jo noget sludder. Det handler om at uddanne sig til noget, der skaber værdi. For samfundet. For os borgere i samfundet. For én selv. Men det er som om, at vi hen ad vejen har glemt det.
Og jeg tror godt, jeg kender forklaringen. I årtier har vi fået indprentet, at uddannelser er bedre jo længere de varer, og jo mere avancerede de er. At det at få en kandidatgrad eller at forsvare en ph.d. er selve målet med at uddanne sig.
Engang var det noget, man talte om: Den første i familien, der tog en videregående uddannelse. Det var noget, man skulle være stolt af. Bruddet med den sociale arv. En opstigning ind i de akademiske rækker. Nu er det snarere reglen end undtagelsen, at en familiens børn får studenterhuen på og videreuddanner sig.
Danmark har udviklet sig i retning af at være et videnssamfund, og det har været en rigtig udvikling. Men definitionen af viden og kunnen er for mig at se blevet for smal. For det store fokus på at mestre det akademiske, hvilket både er vigtigt og godt, har betydet, at vi er kommet til at tillægge andre færdigheder mindre værdi. Men lad mig slå det helt fast: Man er ikke en fiasko eller har mindre værdi, hvis man ikke excellerer i det boglige, men i stedet mestrer en anden disciplin.
Derfor er noget af det, jeg finder mest opløftende ved vores nye regering da også, at Mattias Tesfaye – med sin murerbaggrund og sin bog “Kloge hænder” i bagagen – som børne- og undervisningsminister er blevet sat i spidsen for indsatsen for at sikre flere faglærte.
“Det med at arbejde med børn og unge er ikke mindre fint end at have mange slipsedage,” sagde en lettere irriteret Tesfaye, da en journalist spurgte, om han var blevet degraderet efter at have byttet justitsministeriet ud med børne- og undervisningsministeriet.
Også derfor tror jeg, han kan blive den helt rette til opgaven. Indstillingen er der i hvert fald. For vi har brug for flere faglærte. Vi har brug for flere, der mestrer en profession. Hvad end det så er autolakerere, mekanikere, frisører, pædagoger, gartnere, social- og sundhedshjælpere eller ja, murere.
Faktisk tror jeg, at vi som samfund er klar til det. For jeg oplever i disse år en modreaktion på den stigende akademisering, som for mange betyder, at vi har mistet evner og erfaringer, som engang var langt mere udbredte. Tilbage-til-rødderne-programmer i fjernsynet er populære som aldrig før. Vi følger Bonderøven, mens han lærer sig teknikker, som for mange er glemte, mens han restaurerer sit hus, dyrker jorden og bygger nyt. Med et øget fokus på det nordiske køkken, er surdejsbagning blevet noget nær en folkesport, mens der også samles urter, bær og frugt på sanketure på strand og i skov.
At kende og forstå sine omgivelser, at mestre et håndværk, at kunne udføre noget med sine hænder, er noget efterstræbes bredere. På samme måde som det igen er blevet moderne at brodere og mange kaster sig ud i gør-det-selv-projekter, hvor hammer og sav bruges måske for første gang siden sløjd-undervisningen i folkeskolen. Værdien af håndens arbejde er på vej op.
Nu skal det bare forplante sig til uddannelsesvalgene for vores unge. Det kræver selvsagt flere ressourcer til erhvervsuddannelserne, hvor tilskuddet siden 2015 er faldet med 1,2 milliarder, og hvor 4 procent af de ansatte i fjor blev afskediget.
Tesfaye luftede i for nylig muligheden for at droppe målsætningen om, at 30 procent efter 9. og 10. klasse begynder på en erhvervsuddannelse. Han vil i stedet fokusere på, at flere, der begynder, faktisk også færdiggør uddannelsen.
Og selvom det ville være dejligt, hvis flere af sig selv søgte ind på erhvervsuddannelserne, tror jeg, det er en rigtig tilgang. Frafaldet er i dag alt, alt for højt. Det er også meget tidligt, at man på den måde skal tage stilling til måske resten af sit arbejdsliv, mens valget af eksempelvis gymnasiet udskyder den beslutning til, man har gjort sig flere erfaringer.
Så vi skal sikre at færre falder fra. Og vi skal dertil sikre, at flere af de lidt ældre vælger erhvervsuddannelserne. Og derfor har vi som samfund en stor opgave i at sikre, at der ikke ses ned på de uddannelser.