Efter Taksatorringens 24 medlemsselskaber nu også giver energitillæg og Topdanmark har varslet det samme, kan du få kompenseret ekstraudgifter til energi ved 55 procent af alle skader. Dialog med værkstederne er afgørende, lyder rådet  

Det er nu i alt 27 forsikringsselskaber, der yder energibidrag, når landets autolakerere maler skadede biler. Det sker efter, at Gjensidige og If Forsikring i starten af februar begyndte at godkendte energibidraget og Taksatorringens 24 medlemsselskaber fredag annoncerede, at de vil gøre det samme. I går onsdag varslede Topdanmark, at de også vil yde energitillæg.  

Og det bringer glæde hos AutoBranchen Danmark, der har lagt pres på forsikringsselskaberne siden december og løbende har haft dialog med såvel brancheorganisationen Forsikring & Pension såvel som de enkelte selskaber.   

“Der skal lyde en stor tak til såvel Gjensidige og If Forsikring som til Topdanmark og Taksatorringen og deres mange medlemsselskaber. Vi er efterhånden oppe på en volumen, som betyder, at det her kan gøre en reel økonomisk forskel for landets autolakerere, der er så hårdt ramt af energiprisernes himmelflugt,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.   

Millioner til autolakererne hver måned

De 27 forsikringsselskaber dækker cirka 55 procent af markedet, hvor det forventes at være 55 procent af alle skader, der kan tillægges energibidrag, hvis energipriserne er steget hos alle landets lakerere. Samlet set vil det løbe op i 2-3 millioner kroner til landets autolakerere hver måned, hvis energibidraget vel og mærke indberettes af værkstederne.   

“Vi er nu kommet et stykke vej for at afbøde de værste konsekvenser af energikrisen, men vi er selvfølgelig ikke mål. Det vigtige er nu at sikre, at resten af selskaberne kommer med og at penge rent faktisk ender ude ved de autolakerere, som har så hårdt brug for den økonomiske håndsrækning og som allerede har oplevet tabt fortjeneste og i nogle tilfælde ligefrem fyringer,” siger Gitte Seeberg.  

For at sikre, at pengene rent faktisk udbetales, er det afgørende, at autolakererne har en fortløbende og grundig dialog med deres værkstedskunder om, at energibidraget skal noteres for alle relevante sager i Autotaks, fastslår Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.    

“Der er ingen vej udenom at lave det her benarbejde, hvis pengene skal i kassen. Det handler om at have en hyppig dialog og huske at tjekke udbetalingerne grundigt,” siger Nicky Bobak.  

Mens der altså nu er 27 forsikringsselskaber, der godkender energibidrag, er det stadig 45 procent af skaderne, der ikke påføres energibidrag, hvilket blandt andet skyldes at nogle af markedets største aktører stadig er henholdende. I begyndelsen af sidste uge sendte Gitte Seeberg på vegne af AutoBranchen Danmark derfor endnu en gang en appel til nogle af største aktører, branchens herunder Tryg, Topdanmark, Codan og GF Forsikring. GF Forsikring har afvist med henvisning til, at de ikke ønsker at bidrage, før hele branchen gør det. Tryg har lovet at vende tilbage med svar snarest. 

“Jeg kan kun endnu en gang appellere til, at markedets store aktører tager ansvar og udviser ordentlighed overfor en branche i knæ. Det vil klæde dem så meget faktisk at betale for de services, som de får leveret,” fastslår Nicky Bobak.