Hvis de høje energipriser har ført til øgede udgifter, er det op til den enkelte autolakerer at kræve genforhandling af timeprisen. Det gælder bare om at komme i gang, lyder opfordringen
De høje energipriser har snart plaget lakbranchen i lang tid og det ser desværre ud til at fortsætte. Både prisen på el og især gas er høje og iagttagere forudser, at de højere priser vil fortsætte mindst året ud.
Derfor bør landets autolakerere kræve en øjeblikkelig genforhandling af timeprisen med alle de forsikringsselskaber, der ikke accepterer et midlertidigt energibidrag i Autotaks, sådan som indtil videre kun Gjensidige og If Forsikring gør efter aftale med AutoBranchen Danmark.
Sådan lyder opfordringen fra Nicky Bobak, der er eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.
Han understreger, at det er op til den enkelte autolakerer at gøre det. Enten ved direkte kontakt til forsikringsselskaberne eller via ens kunder i autoværkstederne.
“Det ville være dejligt, hvis det bare skete af sig selv, men det gør det desværre ikke. Den enkelte autolakerer skal selv kræve den her genforhandling. Og det gælder om at gøre det i en fart, for der kan være mange penge at hente,” siger Nicky Bobak.
“Jeg er godt klar over, at det er bøvlet, men når vi ser, at så mange mister store beløb til de høje energipriser, duer det altså ikke bare at lade stå til og håbe at det driver over. Særligt ikke når det tyder på, at energipriserne ikke falder lige med det første,” siger Nicky Bobak.
Flere har forhandlet højere timepris på plads
Ifølge AutoBranchen Danmarks oplysninger har flere autolakerere allerede søgt om genforhandling af timeprisen og lykkedes med at få en højere timepris, mens andre er blevet afvist. For andre endnu er forhandlingerne stadig i gang.
Nicky Bobak forklarer, at timeprisen bør stige, fordi energiforbruget i dag er dækket af netop timeprisen. Og når energipriserne stiger, skal timeprisen også stige, mener han.
De energiprisstigninger, man har beregnet (se guide til beregning her) skal omregnes til en procentsats, som man så kan foreslå, at timeprisen stiger med.
“Det er drønhamrende vigtigt, at I har en dialog med jeres kunder på autoværkstederne om det her. I kan ikke forvente, at de kommer og hjælpe jer af sig selv. Så I bliver nødt til at lægge en indsats i det og hive fat i jeres kunder med kravet om genforhandling af timeprisen,” siger Nicky Bobak.
AutoBranchen Danmark er aktuelt ved at undersøge konsekvenserne af de høje energiprisen for landets autolakerere i en medlemsundersøgelse. Hvis du ikke har deltaget i undersøgelsen endnu, kan du gøre det her.