Straks efter påske kan elever, som skal til svendeprøve inden 1. august i år, vende tilbage til skolen. Det meddelte undervisningsministeriet i weekenden op til påske. Lempelsen skal hjælpe de lærlinge/elever, som har brug for at træne deres praktiske færdigheder inden svendeprøven.
”Mange AMU-kursister og elever på erhvervsuddannelserne har behov for at bruge hænderne eller lære følingen med fx en slibemaskine. Det lærer man ikke bedst derhjemme. Vi har allerede prioriteret området ved at åbne for certifikatfag og elever i skolepraktik. Nu gør vi lidt mere, så pandemien forhåbentlig ikke forsinker, at de bliver færdige med deres uddannelse,” siger Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.
Formålet er med andre ord, at elever, som skal til svendeprøve inden 1. august slipper for at skulle forlænge deres uddannelse. Flere skoler har i samarbejde med virksomhederne gjort det sådan, at man har ladet eleverne være i virksomheden i forbindelse med de lukkede skoler. Nu får eleverne så mulighed for at komme tilbage på skolen.
Den nye mulighed for fuldt fremmøde gælder også ledige på AMU-kurser.