Tirsdag blev det muligt at udskyde sin energiregning. Men man bør som udgangspunkt kun benytte sig af det, hvis konkurs truer, lyder anbefalingen fra AutoBranchen Danmark 

Mandag godkendte EU-kommissionen i sidste øjeblik, at landets energikunder – herunder fx autolakerere og værksteder – kan udskyde betalingen af den del af deres udgifter til energi, der er højere, end udgifterne var året før.  

Dermed har man fra tirsdag d. 1. november kunnet registrere hos sit energiselskab, at man ønsker at gøre brug af den indefrysningsordning, sådan som et flertal af Folketingets partier vedtog i september.  

Ordningen betyder, at man kan udskyde et helt års regninger i op til 5 år. For virksomheder er renten på lånet 4,4 procent.  

En medlemsundersøgelse blandt AutoBranchen Danmarks lakerer-medlemmer viser, at 6 procent af lakererne overvejer at gøre brug af ordningen, mens 70 procent afviser at gøre brug af den.  

Opfordringen fra AutoBranchen Danmark er da også, at man tænker sig meget grundigt om, før man udskyder sin energiregningsbetalinger.  

“For det første er det usikkert, hvor lang tid energikrisen varer – og om den tager til i styrke – og man dermed kan risikere at skabe større problemer for sig selv og sin virksomhed på sigt, hvis man udskyder betalingen, hvis det ikke er absolut nødvendigt. For det andet er renterne på lånene relativt høje, så det kan blive en dyr løsning,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark. 

“Hvis konkursen truer, er det selvfølgelig en mulighed, man bør overveje meget seriøst, men hvis man kan klare sig uden indefrysningsordningen, vil jeg klart anbefale det,” siger Nicky Bobak.  

Han anbefaler samtidig, at man investerer i at begrænse sit energiforbrug, hvis det er muligt.  

AutoBranchen Danmark står som altid klar med råd og vejledning, og vores eftermarkedskonsulenter kan kontaktes på telefon eller mail som det fremgår til højre herfor.