Det kan sikre øget indtjening, hvis man vælger at tage imod AutoBranchen Danmarks gratis tilbud om at afholde et fyraftensmøde med fokus på korrekt og fyldestgørende taksering.  

Enhver, der har takseret biler i autobranchen ved, at forsikringsselskaberne ofte prøver at fjerne eksempelvis tillæg og andre ting fra rapporterne. Det går udover indtjeningen både på lakererierne og på værkstederne.  

Derfor gælder det om, at både maler og pladesmed har styr på takseringen og ved, hvad man har ret til at få betaling for. 

I AutoBranchen Danmark gøres der løbende en stor indsats for at hjælpe skadesbranchen med at sikre korrekt og fyldestgørende taksering. Det sker blandt andet på Autotaks-kurser, gennem Autotaks-support og så sker det ved fyraftensmøder, hvor medlemmer af AutoBranchen Danmark kan få besøg af en fra AutoBranchen Danmarks eftermarkedsafdeling, der så vil gennemgå tips og trick til taksering med ikke bare eksempelvis lakereren selv, men også dennes værkstedskunder. 

Det har mange medlemmer af AutoBranchen Danmark løbende benyttet sig af. I denne uge eksempelvis PaintRepair i Højbjerg ved Aarhus, der er et relativt nyopstartet autolakereri. 

Her havde Dennis Neess, der har startet PaintRepair med en partner, inviteret AutoBranchen Danmarks eftermarkedskonsulent Lars Baun Vilhelmsen til at holde et oplæg om korrekt taksering for sine kunder. Og det var en stor succes, siger Dennis Neess: 

“Det er virkelig godt at holde sådan et fyraftensmøde, for mange pladesmede og mekanikere tænker ikke over alle de tillæg, der kan skrives på rapporten, og som er til fordel for både dem selv og for mig som maler,” siger Dennis Neess.  

“Mine kunder har været supertilfredse med mødet og glade for den ekstra indtjening, de kan få. Så det giver nok potte for alle parter i sidste ende,” siger han videre.  

Indtjeningen stiger

Og for eftermarkedskonsulent Lars Baun Vilhelmsen er det netop meningen med fyraftensmøderne: 

“Vi oplever tit, at selv folk, der har takseret i mange år, ikke er opmærksomme på alle de tillæg og muligheder, der er for at få korrekt betaling. Det kan gælde både maler og pladesmed og værkførere. Og så er det godt at have en fælles dialog om det på et fyraftensmøde, så alle er ekstra obs på, at man får den betaling, man har krav på,” siger Lars Baun Vilhelmsen. 

Tidligere fyraftensmøder har vist, at indtjeningen pr. skade kan stige med i gennemsnit op til fem procent, efter der er kommet bedre fokus på korrekt taksering og man samtidig har fået tips og tricks til, hvad man også kan tage betaling for.  

Hvis man ønsker at være vært for et fyraftensmøde, kan man kontakte Lars Baun Vilhelmsen på lbv@abdk.dk eller 53 62 11 54.