AutoBranchen Danmark har i længere tid kæmpet for, at autolakererne kunne få større indsigt i systemet Autotaks, der som bekendt bruges til at opgøre forsikringsskader. Den kamp er nu lykkes.
Fra den 7. april 2021 opdateres Autotaks med en funktion, der gør autolakererne til ‘rådgivere’, inden en samlet skadesrapport sendes. Det betyder, at der kan sendes et udkast på en skadesrapport mellem skadecentre og autolakereren, hvor sidstnævnte fremover får adgang til tre funktioner:
- Dialog.
- Billeder.
- Se/ læs lakspecifikationen.
“Autolakereren kan med de tre funktioner i Autotaks have en dialog med skadecentret og lettere udveksle kommentarer om tillæg, mangler eller lignende på rapporten, inden den sendes videre til taksator. Hovedformålet er selvfølgelig at sikre så korrekte skadesrapporter som muligt”, siger Nicky Bobak, eftermarkedschef hos AutoBranchen Danmark.
Kræver reparatørnummer
Hvis en autolakerer skal have adgang til at se og kommenterer en skadesrapport, kræver det et reparatørnummer, som kan udstedes af det eller de forsikringsskaber, man samarbejder med.
“Herefter vil eksempelvis AutoBranchen Danmark kunne yde support til autolakereren på lige fod mod de skadecentre, som i dag benytter Autotaks. Jeg håber og tror på, at det giver alle i hele kæden bedre indsigt i skadesopgørelsen”, siger Nicky Bobak.
Ikke fuld redigeringsret
Eftermarkedschefen er overordnet godt tilfreds med opdateringen af Autotaks, men han kunne godt ønske sig endnu mere.
“I den helt optimale verden havde autolakererne også redigeringsret, så man slap for at skulle udveksle informationer, som så skal samles i den endelige rapport. Men det er et godt skridt på vejen til endnu større integration af autolakererne, for det er der brug for”.
AutoBranchen Danmark vil løbende opdatere om den seneste opdatering til Autotaks, herunder den nyeste integration af autolakværkstederne.