De høje priser på el og gas har ramt landets autolakerer hårdt. Flere har måtte fyre medarbejdere og mange har set overskud bliver til underskud. AutoBranchen Danmark tager sagen op igen
Det er gået de færrestes næse forbi, at priserne på elektricitet og gas er steget kraftigt igennem det sidste stykke tid. I det forgangne års sidste måneder tikkede der således usædvanligt høje energiregninger ind hos mange af landets autolakerer og i skadesbranchen generelt.
Og de høje energipriser har allerede haft store negative konsekvenser for en branche, der i forvejen er presset, viser en spørgeskemaundersøgelse, som AutoBranchen Danmark har gennemført blandt autolakererne frem til nytår.
Flere autolakerere – fem procent af dem, der har deltaget i undersøgelsen – er blevet ramt så hårdt, at de har måtte fyre medarbejdere.
Endnu flere – 27 procent – har oplevet, at overskud er blevet vendt til underskud på grund af de høje energipriser, mens over to ud af tre – i alt 68 procent – har set deres overskud falde.
“Det står desværre soleklart, at autolakererne bliver ramt rigtig hårdt af de høje energipriser. Branchen er i forvejen presset og derfor må deres gøres noget. Fyringer og underskud, som vi ser det dokumenteret nu, må og skal ikke have lov til at fortsætte,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør for AutoBranchen Danmark.
Tager sagen op med Forsikring & Pension
Allerede i december rejste Seeberg sagen for brancheorganisationen Forsikring & Pension for at opfordre dem til at dække nogle af de ekstraordinært høje udgifter, som autolakererne og skadesbranchen generelt har for tiden. Det blev dog afvist.
Men med den nye undersøgelse i hånden og den deraf følgende bedre dokumentation for branchens problemer, vil AutoBranchen Danmark igen tage sagen op med Forsikring & Pension.
“Forsikring & Pension bør anerkende, at de er afhængige af, at økonomien i skadesbranchen ikke bliver fuldstændig ødelagt. Derfor ville det i den grad klæde dem at vise større velvillighed overfor at løse de problemer, som branchen står midt i og som blandt andet er afledt af de opgaver, som de løfter for forsikringsbranchen,” siger Nicky Bobak, der er eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.
AutoBranchen Danmark rejser sagen med Forsikring & Pension i denne uge.
Autolakererne rammes hårdt af de stigende energipriser, da hovedparten af dem opvarmer deres malerkabiner med naturgas.
Priserne på energi – særligt gas og el – er steget voldsomt i løbet af 2021. Det skyldes blandt andet den økonomiske genopretning i forbindelse med COVID-19, at der er pres på udbuddet af gas og at kvoteprisen er stigende.