På AutoBranchen Danmarks årsdag kan du blive klogere på autotaks og på samarbejdet mellem virksomheder inden for lak og karrosseri. Du kan også hente inspiration til at få styr på dit klimaaftryk og endda spare penge ved at gøre det.
Du kan også vælge at høre om, hvordan behovet for kompetencer er i gang med at ændre sig i branchen. De der reparerer bilerne skal have ny viden og flere kompetencer. Det samme skal sælgerne, men det er nogle andre kompetencer, de skal udstyres med. Ikke mindst kan du få mere viden om Autotaks og måske høste indtjening på de lavthængende frugter.
Med andre ord, så er der noget for enhver på AutoBranchen Danmarks årsdag i Brande.
“En række fagsnakke inden for forskellige områder gør det muligt at strikke dagens program sammen helt efter behov. Derfor er årsdagen også noget for dig, som arbejder med eftermarkedet,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør AutoBranchen Danmark.
AutoBranchen Danmarks eftermarkedskonsulent Lars Baun Vilhelmsen vil på en workshop gennemgå en bil og blandt andet vise, hvad mange glemmer at få med på autotaks-rapporterne.
“Der er en del løsthængende frugter, som mange ikke får med. Vi kommer til at gennemgå tingene i øjenhøjde. Vi kommer også til at tale om energibidraget. Når jeg er rundt hos medlemmerne – og det er jeg hver dag – så hører jeg, at mange glemmer forskellige ting på rapporterne og derved snyder sig selv for indtjening,” siger Lars Baun Vilhelmsen.
Når årsdagen finder sted på Remisen i Brande den 29. september, så vil begivenhederne på hovedscenen være fælles for alle. Det betyder, at du også kan høre transportminister Trine Bramsen fortælle om regeringens planer for transporten i de kommende år.
Den tidligere justitsminister, nuværende politisk kommentator, Hans Engell, bliver brugt af mange medier til at analysere den øjeblikkelige politiske situation. Det bliver han fordi han er knivskarp, meget vidende og god til at finde pointerne i det hele. Han kommer også på årsdagen og vil gøre os klogere på den politiske situation.
I pauserne er du velkommen til at få en snak med flere af branchens samarbejdspartnere. Det kunne fx være erhvervsskolerne College360 og TEC, der uddanner vores karrosseriteknikere og autolakerere. Men du kan også bare bruge pausen på netværk og på Remisens gode forplejning.
Det hele er gratis for AutoBranchen Danmarks medlemmer.
Sidste år var vi næsten 250 deltagere, og alle meldte glade tilbage, at de havde haft en forrygende dag med ny viden, inspiration og godt netværk.
Læs mere her på hjemmesiden, hvor du også samtidig kan melde dig til årsdagen. Det er gratis.