Vinteren nærmer sig og energipriserne er fortsat høje, hvilket rammer især autolakererne hårdt. Men hvor galt står det til? Deltag i ny spørgeundersøgelse. 

I omkring et år har energipriser på primært gas og el været usædvanligt høje. Først skyldtes det efterdønninger fra coronapandeminen og siden fik Putins invasion af Ukraine igen priserne til at stige voldsomt. 

AutoBranchen Danmark har løbende sat fokus på, hvordan de høje energipriser rammer branchen og specifikt eftermarkedet og samtidig lagt pres på for, at forsikringsselskaberne yder energibidrag.  

Det har været medvirkende til, at 28 forsikringsselskaber i dag giver energibidrag til landets autolakerere for at dække deres voldsomt stigende udgifter.

Da autolakererne står i en underleverandør-situation, hvor de ikke selv kan kræve genforhandling af eksempelvis timepriser med forsikringsselskaberne, fokuserer AutoBranchen Danmark hovedsageligt på autolakererne, når det kommer til energibidrag fra forsikringsselskaberne.  

Derfor har AutoBranchen Danmark nu igen igangsat en undersøgelse af, hvordan lakererne er ramt af de høje energipriser. 

Du kan deltage i undersøgelsen her: http://undersoegelse.autobranchendanmark.wp.prod.combell.peytz.dk/s/dimyxmf 

“Det er vigtigt, at så mange autolakerere som muligt deltager, så vi kan få det bedst mulige overblik over problemets omfang, og så vi kan bruge fakta, når vi taler branchens sag over for forsikringsselskaber og andre interessenter,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.