Der er desværre ikke hjælp at hente fra Forsikring & Pension for de autolakerere, der presses økonomisk af den meget høje pris på gas.

Efter råb om hjælp fra flere autolakerere, der har oplevet, at deres gasregning er blevet tæt på femdoblet som følge af de høje gaspriser, har AutoBranchen Danmark taget sagen op med Forsikring & Pension. Det er sket for at sikre, at de øgede udgifter, som branchen har, kan blive dækket via et energitillæg i Autotaks, som Forsikring & Pension står bag.

Men der er desværre ikke hjælp at hente. Det er budskabet fra Forsikring & Pension i et brev til AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg.

Det ærgrer Nicky Bobak, der er AutoBranchen Danmarks eftermarkedschef:
“Vi står i en ekstraordinær situation, hvor pandemien har resulteret i tårnhøje priser og jeg havde egentlig både håbet og forventet, at Forsikring & Pension ville tage ansvaret på sig,” siger han.

Forsikring & Pension henviser i sit brev til AutoBranchen Danmark i stedet til, at de øgede udgifter for dem at se er noget, som skal løses mellem autoværksteder og lakværkstederne, men den køber Nicky Bobak ikke:

“Det er en samlet skadesbranche, der henvender sig til Forsikring & Pension og efterspørger en løsning, og så kan man ikke bare afvise det og sige, at det skal ordnes internt. Forsikring & Pension tager dermed penge ud af en branche, der i forvejen kan have svært ved at skabe overskud,” siger han.

Nicky Bobak peger desuden på, at de penge, som forsikringsbranchen altså nu vil tage ud af den samlede skadesbranche, ofte går til at finansiere de gratis lånebiler, som forsikringsselskaberne og deres kunder nyder godt af.

Hvis medlemmer af AutoBranchen Danmark oplever problemer med stigende gaspriser eller afregning fra forsikringsselskabet, opfordres de til at henvende sig til Nicky Bobak. AutoBranchen Danmark fortsætter dialogen med Forsikring & Pension.