Efter flere fejlagtige reservedelspriser i Autotaks er blevet opdaget både i ind- og udland opfordrer Forsikring & Pension endnu en gang til, at man kontrollerer priserne ekstra grundigt 

Som tidligere beskrevet her på eftermarked.dk har der været problemer med fejlagtige priser i Autotaks. Og problemerne er desværre fortsat, forlyder det fra Forsikring & Pension. 

Audatex, der står for opdatering af reservedelspriserne, har overfor Forsikring & Pension bekræftet, at der er fejl i deres datasæt. Det sker efter, at Forsikring & Pension i flere uger har fået henvendelser om fejl i reservedelspriserne herhjemme og at Audatex også har fået henvendelser om fejl i andre lande.  

Audatex kan ifølge Forsikring & Pension ikke sige noget præcist om omfanget af fejlene og opfordrer derfor til at brugere af Autotaks dobbelttjekker reservedelspriserne for fejl. 

Audatex har på grund af fejlene rullet alle prisopdateringer tilbage til midten af februar 2022 og priserne i Autotaks vil blive opdateret løbende i denne uge, oplyser Forsikring & Pension. 

Eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark, Nicky Bobak, siger, at fejlen kan koste en del penge på værkstederne, hvis ikke de opdages. Men han pointerer samtidig, at det er et stort arbejde at dobbelttjekke reservedelspriserne. 

“Det kan måske lyde ligetil, men i praksis kan det være besværligt, når priserne for eksempel skal tjekkes på lageret og det kan desværre betyde, at fejlene ikke opdaget. Og det kan koste værkstederne penge. Det er naturligvis utilfredsstillende, at en sådan fejl finder sted og jeg vil opfordre såvel Audatex som Forsikring & Pension til at gøre deres bedste for, at det ikke gentager sig,” siger Nicky Bobak. 

AutoBranchen Danmark tilbyder som altid Autotaks-support, hvis du har brug for det.