På pladeværkstedet rev medarbejderne hos STS Biler forleden en halv dag ud af kalenderen og fik internt kursus i Autotaks.
AutoBranchen Danmarks konsulenter på eftermarkedet kiggede forbi og gav en lærerig gennemgang med råd og vejledning. Det gav medarbejderne hos STS Biler en bedre forståelse af systemet, der bruges til opgørelse af alle autoskader i Danmark.
“De penge det har kostet os at bruge en halv dag på kurset, vil jeg tro, at vi har tjent 10-dobbelt ind igen inden året er gået. Vi fik en dybere forståelse af, hvordan Autotaks er bygget op og hvordan det virker,” fortæller Ejgild Christensen, der er eftermarkedschef og partner hos STS Biler.
“Vi fik øjnene op for, hvor få fejl vi skal begå i indtastningen før det koster penge,” fortsætter Ejgild Christensen og giver et eksempel.
“Hvis vi registrerer forkert omkring en bagskærm, der har en benzinklap, kan det rask væk koste 2.000 kroner i manglet indtjening. Det vigtige er at gøre tingene rigtigt. Vi skal jo hverken have for meget eller for lidt, men det rigtige. Vi har lært, at det skal være rigtigt første gang,” siger han videre.
Ejgild Christensen fremhæver også, at hans virksomhed har fem lokationer med pladeværksted på de fire. Med dette kursus fra AutoBranchen Danmark, blev de relevante medarbejdere fra alle fire lokationer samlet og kunne på den måde sparre og få talt sammen om, hvordan de hver især griber skadesopgørelserne an.
“Vi har også en support, hvor vi kan ringe til AutoBranchen Danmark og få hjælp og vejledning til skadesopgørelsen. Det kan være en god ting for især de lidt uprøvede medarbejdere. I stedet for at føle, at de står alene med opgørelsen, kan de lige få en hjælpende hånd ved, at konsulenten i AutoBranchen Danmark overtager skærmen og kan kigge med. Det er godt med en “second opinion” og en tryghed, som vi kun betaler 75 kroner for hver måned,” siger Ejgild Christensen.
AutoBranchen Danmarks eftermarkedschef Nicky Bobak og forsikringskonsulent Jørgen Petersen besøger gerne medlemsvirksomhederne og giver gennemgangen af Autotaks i lighed med den, de har fået hos STS Biler. Kontakt Nicky Bobak på 40 50 05 44.