If Forsikring og Gjensidige har præsenteret deres procedurer for godkendelse af energibidrag til autolakerere, der er ramt af høje energipriser. Samtidig fortsætter AutoBranchen Danmark dialogen med yderligere forsikringsselskaber.  

AutoBranchen Danmark har gennem dialog med Gjensidige og If Forsikring landet aftaler om et midlertidigt energibidrag til landets autolakerere, der er hårdt ramt af de høje energipriser. 

Og nu er procedurerne for, hvordan man får energibidraget faldet helt på plads. 

For If Forsikrings vedkommende skal energibidraget skrives som et 1000-nummer i Autotaks. Beløbet skal været beregnet af autolakeren og være mellem 50 kroner og 100 kroner pr. sag.  

Hos Gjensidige skal man i stedet skrive energibidraget på specialkode 75 i Autotaks. Her vil automatikken i programmet godkende procentsatser op til 2,9%. Gjensidige oplyser, at værdien er en gennemsnitsbetragtning, som vil betyde, at den gennemsnitlige pris på energitillægget vil lande på kr. 70,- inkl. moms. 

Hvis procentsatsen overstiger 2,9, vil rapporten blive afvist og rapportøren vil blive bedt om at lave rapporten på ny. Gjensidige oplyser dertil, at det midlertidige energibidrag vil gælde frem til 1. maj 2022, hvorefter ordningen vil blive taget op til revision. 

“Vi er glade for, at både Gjensidige og If Forsikring nu har lavet nogle løsninger, som er til at gå til. Det kommer selvfølgelig til at kræve en lille smule ekstraarbejde i samspillet mellem autolakerere og værksteder, men så er der til gengæld også en økonomisk håndsrækning, som jeg er sikker på mange autolakerere vil nyde godt af i denne svære tid,” siger Nicky Bobak, eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.  

AutoBranchen Danmark er fortsat i dialog med flere andre forsikringsselskaber, mens det desværre også har vist sig, at nogle forsikringsselskaber ikke ønsker at tage ansvar for at hjælpe lakbranchen. I disse tilfælde anbefaler AutoBranchen i stedet, at autolakererne opfordrer værkstederne til at genforhandle timeprisen på lakarbejdet, der som bekendt indeholder udgifter til energi.