Efter et år med coronanedlukning er der igen DM i Skills på kalenderen i 2022.  

På College360, landets eneste skole for autolakerere, åbner man nu for tilmeldingen til danmarksmesterskabet for unge fra erhvervsuddannelserne. Det betyder, at lærlinge, der er født i 1999 eller senere og har lyst til at udfordre sig selv og bruge ekstra tid på at dygtiggøre sig, kan komme i betragtning. 

“DM i Skills er et fantastisk event, hvor man virkelig får prøvet sig selv af både fagligt og menneskeligt, og så er det en begivenhed, hvor vi får vist uddannelserne frem for offentligheden og især for nye potentielle lærlinge og deres forældre,” siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark. 

Mere end 300 unge deltager ved DM i Skills, og de bedste fra hvert fag kvalificerer sig til World Skills, hvor de konkurrerer med andre unge fra hele verden om at have de bedste færdigheder inden for deres felt.  

“Det er en begivenhed, som vi traditionelt har stor succes med. Der er heller ingen tvivl om, at de unge bliver dygtigere af det, for de får prøvet sig af under både tidspres og kvalitetspres, lige som de arbejder meget grundigt med detaljerne,” siger Daniel Krarup Jørgensen, der er leder af autolakerer-uddannelsen på College360.  

DM i Skills foregår næste år i Høng i Kalundborg Kommune i april 2022. Autolakererne har første del af konkurrencen allerede den 21. og 22. januar på skolen i Silkeborg. Det sker i forbindelse med, at der er åbent hus på College360, hvor alle i øvrigt er velkomne. Ved samme lejlighed kæmper karrosseriteknikerne for at kvalificere sig til DM i Skills. 

Tilmelding skal ske senest den 10. december 2021 med en mail til ass@college360.dk.

Se invitationen fra College360 herunder for mere information: