Forsikringsgiganten Tryg nægter at betale sin del af regningen for højere energipriser. Det kan og bør få mærkbare konsekvenser, lyder vurderingen fra AutoBranchen Danmarks eftermarkedschef 

Mens hele 28 forsikringsselskaber – senest GF Forsikring – dags dato godkender energitillæg i Autotaks, så autolakererne kan få dækket nogle af deres ekstraordinært høje udgifter til energi, så nægter forsikringsgiganten Tryg at tage ansvar. 

Tryg har således endnu engang pure afvist AutoBranchen Danmarks ønske om dialog om høje energipriser og fastslået, at selskabet mener, at energipriser er en udfordring “som forsikringsbranchen ikke skal eller kan løse”. Derfor vil de heller ikke betale et energitillæg, sådan som 28 andre forsikringsselskaber ellers gør og som betyder, at potentielt cirka 62 procent af skaderne i dag kan tilføjes energitillæg til gavn for både den kortsigtede og langsigtede økonomiske situation i skadesbranchen.  

Tryg står for 29 procent af kaskoforsikringer og er den suverænt største spiller på markedet. Netop derfor burde de gå forrest og vise sig som et godt eksempel, der understøtter de autolakerere, som løser store opgaver for hele forsikringsbranchen – og som forsikringsbranchen vel at mærke tjener styrtende med penge på, mener Nicky Bobak, der er eftermarkedschef i AutoBranchen Danmark.  

“Den tryghed, de påstår de sælger, bliver som vi ser det altså bygget på at udpine en hel branche,” konstaterer Nicky Bobak med henvisning til Trygs slogan “Det handler om at være Tryg.” 

Handler om at passe på forretningen

Og mens Nicky Bobak er glad for, at 28 forsikringsselskaber bakker op om autolakererne i en svær situation, mener han omvendt, at tiden er inde til at skrue bissen på over for Tryg. 

“Det er decideret uansvarligt og usolidarisk, at Tryg nægter at dække de udgifter, som autolakererne har, når de løser opgaver for dem. Derfor vil jeg opfordre landets autolakerere til at være ekstra servicemindede over for de forsikringsselskaber, der er venlige ved dem og omvendt vil jeg ikke fortænke nogen i at nedprioritere skader fra Tryg,” siger Nicky Bobak. 

Han understreger, at nogen autolakerere er i en situation, hvor de taber penge, når de maler biler, fordi udgifterne til energi er så høje, som de er, og fordi de ikke kompenseres. 

“Det her handler ikke om at pege fingre. Det handler om at passe på sin forretning. Og hvis man gør det ved at løse de opgaver først, som man faktisk får hæderlig betaling for, så synes jeg, at man skal gøre det. Det er helt naturligt,” siger Nicky Bobak.  

Det er ikke kun Tryg, der fastholder ikke at ville hjælpe autolakererne. 

Codan, der har en markedsandel på kasko på knap 7 procent, har også afvist at give energibidrag bredt.  

“Hvis jeg stadig var på pladeværksted, ved jeg godt, hvilke biler jeg ville lave først. Og hvilke jeg ville lave sidst,” siger Nicky Bobak.