Skal man male et billede af status på autolakerernes uddannelse i Silkeborg, så bliver det med de lyse farver.
Optaget på uddannelsen er fortsat i vækst. I januar begyndte 32 elever på Grundforløb 2 på uddannelsen. De var fordelt med 17 mænd og 15 kvinder. Det er omtrent på niveau med januar-optaget fra de to foregående år, hvor henholdsvis 37 og 39 elever var klar til at gribe sprøjtepistolen.
Med til at trække antallet i vejret er nemlig, at College360 i Silkeborg har noteret sig, at 20 elever er på Ny Mesterlære-kontrakter.
“Vi har rekordmange elever på Ny Mesterlære og flere og flere sjællandske elever,” fortæller Daniel Krarup Jørgensen.
Elever fra Sjælland har i en årrække været en udfordring på uddannelsen, da skolen i Silkeborg er den eneste, som uddanner autolakerere, men nu ser det lysere ud, blandt andet i kraft af Ny Mesterlære, hvor virksomheden – eller mester – påtager sig en større del af rollen med at give lærlingen de nødvendige færdigheder.
Også karrosseriteknikerne er i fremgang på College360.
I januar begyndte 19 elever på Grundforløb 2. Det skal sammenlignes med 14 elever i 2020 og 12 elever i 2021. Uddannelsen til karrosseritekniker er meget efterspurgt af virksomhederne, og Ny Mesterlære udgør derfor også en vigtig del af det samlede antal lærlinge, der får svendebrev.
“Vi er meget optimistiske i forhold til optaget på lak og karrosseri lige nu. Tallene er gode og forhåbentlig får vi uddannet dem, der er brug for,” siger Daniel Krarup Jørgensen.
På Sjælland arbejder TEC i Hvidovre også for at rekruttere flere unge til uddannelsen som karrosseritekniker. Det sker blandt andet ved speeddating-event til foråret. På TEC er mange elever også på aftaler om Ny Mesterlære.