AutoBranchen Danmark har samlet nogle af de udgifter, som eftermarkedet må forvente stigende udgifter til i 2022.
Overgangen til 2022 har på mange punkter været usædvanlig for eftermarkedet. Områder som energipriser og corona påvirker mere eller mindre direkte branchen, så der må ledes efter alternative løsninger. Herunder gennemgår vi nogen af de områder, der kan medføre større omkostninger for eftermarkedet.
Corona påvirker inddirekte
Selvom branchen ikke er direkte berørt restriktioner i branchen, så har corona stadig stor indvirkning på branchen. Det gælder fx det store antal medarbejdere, leverandører og samarbejdspartnere som løbende bliver smittet eller kommer i isolation. Dermed er der stor risiko for, at man ikke kan opretholde samme omsætning i branchen, fordi der mangler medarbejdere, reservedele eller bilerne ikke kan blive transporteret frem og tilbage.
Udgifter til el, gas og andre energikilder
Som bekendt er priserne på energikilder som el og gas steget meget betragteligt i hele Europa. AutoBranchen Danmark har bl.a. talt med Centrum Autolakering i Ringsted, der har oplevet at prisen for gas er steget 4,5 gange. Det koster dyrt for eftermarkedet, der har et stort energiforbrug og særligt for de lakerer, der bruger gas til at forsyne deres malerkabiner.
Værkstederne rammes for det meste ikke lige så hårdt af de stigende gaspriser som autolakererne, men ligesom alle andre gasopvarmede bygninger i Danmark, vil der være en betydelig prisstigning ift. de senere år.
Elpriserne er også steget hen over vinteren, og det forstærker naturligvis udfordringen, som dele af branchen oplever med de forhøjede gaspriser.
Udfordring med lånebiler
Der venter også udfordringer rundt om hjørnet for eftermarkedet, når det kommer til brugen af lånebiler. Fx er der lange leveringstider på nye biler, der kan erstatte de eksisterende lånebiler. Det kan betyde, at de eksisterende lånebiler skal køre længere end først planlagt og budgetteret. Det kan betyde ekstraomkostninger til forlængelse af leasingaftaler eller reduceret salgspris pga. større kilometerantal og slid end vanligt.
Samtidig kan de førnævnte udfordringer med at holde forretningen kørende grundet sygemeldinger, isolation samt mangel på reservedele og materialer også betyde, at biler står længere på skadesværksteder, fordi bilerne ikke kan færdiggøres. Dermed er der også risiko for, at lånebilerne skal være udlånt længere til samme kunde, mens kundens bil kan færdiggøres. Det kan i de værste tilfælde kræve en udvidelse i antallet af lånebiler.
Sidst men ikke mindst er priserne steget betydeligt på nye og brugte biler, hvilket kan øge ”indkøbsprisen”, hvis der en eller flere lånebiler står over for udskiftning.