Selv om bilerne og registreringsafgiften var udset til at blive et af de store valgkampstemaer, blev bilerne aldrig det helt store slagnummer. Kun indirekte blev de bragt på banen som led i partiernes klimadiskussioner, hvor de gentog deres ambitioner om henholdsvis 500.000 eller 1.000.000 grønne biler i 2030.

Liberal Alliance havde på forhånd annonceret, at de ville gå til valg på at afskaffe registreringsafgiften, og man kunne derfor have forventet, at de havde trukket flere andre borgerlige partier ind på samme boldbane. Det skete ikke, da klimadiskussionen sammen med udlændinge og velfærd stod markant højere på vælgernes og dermed partiernes dagsordener.

AutoBranchen Danmark var under valgkampen ude at nuancere debatten med nye fakta om dieselbiler. Det var nødvendigt efter flere røde partier, som fx Enhedslisten, SF og Alternativet, havde talt om dieselforbud i byerne og stop for salg af dieselbiler i 2022/23.

Nye undersøgelser af CO2 og N0x-udledningen fra nye dieselbiler viser således, at diesel forurener betydeligt mindre end benzinbiler og i et debatindlæg i Politiken slog adm. direktør, Gitte Seeberg, derfor til lyd for, at nye dieselbiler er en væsentlig faktor i overgangen til de grønne biler. (Læs debatindlægget bragt i Politiken d. 25 maj 2019 her).

Som situationen er lige nu, er forbrugernes efterspørgsel efter grønne biler på et meget lavt niveau. Der bliver kun solgt omkring 250 elbiler om måneden, og samlet kører der kun 11.500 elbiler på vejene ud af en vognpark på 2.6 millioner. Så selv om elbilerne på sigt bliver forbrugernes foretrukne køretøj, er der langt op til de politiske målsætninger. Det er i den overgangsfase, at AutoBranchen Danmark peger på de nye dieselbiler som en del af ”den grønne løsning”.

Generelt blev klimaet den store vinder under valgkampen. Alle partier præsenterede klimaforslag, og man skulle bruge lup for at se nuancerne i deres målsætninger, når man lige ser bort fra de mest vidtgående forslag om at stoppe for salget af fossile biler inden for de næste tre-fem år.

Ingen partier har imidlertid gjort sig anstrengelser for at kvalificere den grønne debat med tal og fakta om de nødvendige investeringer. Men, at omstillingen ikke er gratis, blev klart da Dansk Energi præsenterede en analyse, der viste et behov for investeringer på mindst 50 mia. kr. i udbygning af elnettet, kabler, ladestandere o.s.v. (Læs: Ny rapport fra Dansk Energi: Er elnettet klar til elbilerne? her).

Investeringsbehovet er således astronomisk og forbundet med meget stor risiko, fordi udviklingen af nye teknologier er uforudsigelig, og fremtidens drivmidler måske bliver noget helt andet end strøm. Fra flere sider, blandt andet fra FDM, er der blevet efterspurgt en langsigtet plan for implementeringen af elbiler, efter der de seneste år er ført en zig-zig kurs af skiftende regeringer.
AutoBranchen Danmark støtter en langsigtet plan. Der er brug for ro og for, at forbrugerne og forhandlerne kan træffe beslutninger uden risiko for, at de politiske rammebetingelser bliver ændret undervejs.

Fra AutoBranchen Danmarks side sætter vi imidlertid vores lid til, at den såkaldte transportkommission under ledelse af fhv. DONG-direktør, Anders Eldrup, fremlægger en solid rapport sidst i 2020, der kan give grundlag for langsigtede og holdbare beslutninger om beskatningen af biler. Udfordringen er som bekendt, at biler bidrager med 50 mia. kr. til statskassen, og det politiske opdrag for kommissionen er derfor at anvise modeller, der kan sikre den grønne omstilling og samtidigt sikre provenuet til statskassen.

Uanset om Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister efter folketingsvalget, har de lovet, at de vil give transportkommissionen arbejdsro, hvilket altså betyder, at valgkampen har stadfæstet, at der bliver ro om bilafgifterne i mindst halvandet år endnu.