Debatindlæg bragt i Politiken lørdag d. 25 maj 2019
Af Gitte Seeberg, Adm. Direktør, AutoBranchen Danmark
I begge valgkampe som kører med fuld fart, har det ikke skortet på forslag til, hvordan vi løser klimaudfordringen. Med rette – fordi der er brug for løsninger. Både i Danmark og på europæisk plan. Klimakrisen skal løses, og de unge vil se løsninger – nu. Mon ikke også debatten får et nøk opad, når Greta Thunberg kommer til Danmark på lørdag.
På særligt ét område foregår klimadebatten dog helt unuanceret – debatten om dieselbiler. Mange af os som var unge i 70’eren og 80’erne husker nok den sorte røg fra dieselbilerne. De sorte klimasyndere. Måske er det derfor, at Danmark er mere et benzinbil-land end et dieselbil-land med omkring 800.000 dieselbiler på vejene i dag mod knap 1,8 millioner benzinbiler.
Men debatten om dieselbiler mangler fakta og nuancer. Når politikerne fremsætter forslag om miljøzoner og forbud mod diesel- og benzinbiler i byerne er det usagligt at skære dieselbilerne over én kam.
Faktum er, at de nye moderne dieselbiler er blevet meget mere miljøvenlige end tidligere. De udleder færre sundhedsskadelige partikler som NOx og mindre CO2. Dette er blevet markant forbedret med EU-lovgivning. De nye dieselbiler som er indregistreret første gang i 2011 eller senere er nemlig alle forsynet med et partikelfilter, som har reduceret de sundhedsskadelige partikler mærkbart. Ja, faktisk udleder nogle af de nyeste dieselbiler (med euro 6 normen) stort set ikke NOx og meget mindre CO2 end tidligere.
Teknologisk Institut giver derfor dieselbilen en tommelfinger opad som miljøbil. De har i marts sammenlignet partikeludledningen fra en Peugeot 308 diesel med samme model i benzinudgaven. Rapporten konkluderer måske overraskende for mange, at benzinbilen udleder 47 gange flere sundhedsskadelige partikler end dieseludgaven af selvsamme bil. Ydermere var andelen af partikler i dieselbilens udstødning 35 procent lavere end i luften i testområdet omkring Aarhus. Lignende undersøgelser fra FDM’s pendant i Tyskland, ADAC, og det uafhængige laboratorium TÜV fremstiller også dieselbilen som en mere miljøvenlig bil.
Klimarådet bekræfter det samme. De har undersøgt CO2-udledningen for el-, hybrid-, benzin-, og dieselbiler fra produktion til skrot. Konklusionen vil også her ganske givet overraske dem, som ser diesel som en forældet sort teknologi.
Dieselbiler i dag er en god og nødvendig løsning i den grønne omstilling, indtil der er elbiler nok til alle. Men politikerne står i kø for at forbyde dieselbiler uden at have substansen på plads. Socialdemokraterne har netop lanceret et miljøpolitisk udspil, hvor de vil gøre det mindre fordelagtigt at købe dieselbiler ved at hæve afgifterne. De vil sende dieselbilerne ud af byerne. Og de vil have et stop for salg af benzin- og dieselbiler i 2030, ligesom regeringen. SF har foreslået et forbud mod dieselbiler i de større byer fra 2023.
Det er en grov og usaglig måde at generalisere på. Ikke mindst i forhold til de mange borgere, som er i gang med at købe deres næste bil, og som måske ikke tør vælge den nye og moderne dieselbil. Dieselbiler med og uden partikelfiltre er som nat og dag. Det skylder politikerne befolkningen at lade fremgå af debatten.
De ældre dieselbiler uden partikelfiltre giver god mening at få ud af byerne. Der er vedtaget en skrotpræmie på kr. 5.000 for gamle dieselbiler. Men hvis man virkelig vil gøre noget, bør præmien forhøjes markant, så ejere af gamle dieselbiler reelt tilskyndes til at købe en mindre forurenende bil.
Der er brug for de mest miljøvenlige biler i den grønne omstilling samt realistiske målsætninger. Disse kræver for eksempel, at der er løsninger på plads med de store bilproducenter, så de kan levere grønne biler nok til Danmark og resten af Europa. 2030 er om bare 11 år, og det er millioner af biler, vi taler om, der skal produceres.
Med kun omkring 11.500 elbiler på de danske veje ud af en bilpark på omkring 2.600.000 biler er vi langt fra målet om den grønne bilpark – og de 1 million grønne biler i 2030. Godt nok er efterspørgslen på elbiler steget i 2019, men så hurtigt går det alligevel ikke. Og ventetiden på en elbil er lang. Sådan er det også i de andre europæiske lande.
Den grønne omstilling kræver både en dansk plan og en fælles europæisk plan – samt at fabrikkerne kan følge med. Derfor er det godt, at vi også har den europæiske valgkamp i gang, for her kan vi spørge EP-kandidaterne til, hvordan de vil håndtere dette, hvis de bliver valgt og får sæde i Bruxelles. Tingene skal hænge sammen, og bilområdet er i høj grad et område, som skal koordineres i EU.
Indtil elbilerne er klar til at rulle ud på de danske veje, er dieselbilerne en del af overgangsløsningen. I AutoBranchen Danmark bidrager vi gerne med løsningsmodeller, perspektiver og fakta til, hvordan vi får en så hurtig omskiftning som mulig til en grøn bilpark. Der er forskel på dieselbilerne, og det gavner ikke debatten, at den bliver så unuanceret som lige i øjeblikket.