Volkswagen har indgået en aftale med sine tyske forhandlere, som bilproducenten mener kan bane vej for mere end 3.000 europæiske forhandleres kontrakter. Det skriver Automotive News.
De nye forhandleraftaler træder i kraft i april 2020 – umiddelbart efter, at de nuværende, opsagte aftaler er udløbet.
VW-aftalen har bred interesse i hele Europa og i hele bilverdenen, da det forventes, at andre bilproducenter vil lade sig inspirere af VW, som i efteråret meddelte, at man sigtede efter at reducere sit forhandlernetværk og introducere en onlineportal for at tilpasse sig befolkningens ændrede forbrugsvaner.
”Vi vil nu arbejde tættere sammen for at skabe en sammenhængende kundeoplevelse gennem alle led af kundens møde med VW-mærket, siger topchefen for Volkswagen Tyskland, Thomas Zahn i en pressemeddelelse. Uden at gå i detaljer om de nye kontrakter, siger han også, at de nye aftaler vil være basis for bilproducentens elektrificerings- og digitaliseringsstrategi i fremtiden.
Også i forhandlerforeningen synes der at være glæde over udfaldet af kontraktforhandlingerne.
Forhandlerforeningens formand Dirk Weddigen von Knapp siger i en pressemeddelelse, at aftalen sikrer, at forhandlerne fortsat vil være en grundsten i bilindustrien.
”Et tættere samarbejde med producenten kan sikre vores velkendte forretningsmodel mod eksterne konkurrenter,” siger forhandlerformanden.
Autobranchen står som bekendt overfor store forandringer – blandt andet på grund af ændrede forbrugsmønstre opstået af nye digitale forretningsmodeller.