Når Vores Autobranche løber af stablen, er der noget for enhver smag: Mekanikere, autolakerer, sælgere og ledere får alle mulighed for at hente ny inspiration til hverdagen. Samtidig er det en unik chance for at tilbringe tid med kollegaerne og dermed styrke samarbejdet på tværs.

”Noget af det vigtigste, når man skal skabe en god hverdag, hvor man også tjener penge, er at man husker at sætte tid af til at være gode kolleger. Man kan jo godt vælge at bruge en masse penge på teambuilding-kurser, men branchedagene er også en oplagt mulighed for at tage en eller to dage ud af kalenderen til at være sammen”, fortæller leder for forretningsudvikling i AutoBranchen Danmark, Charlotte Brix Andersen.

Vigtigheden i at skabe et godt arbejdsmiljø og et effektivt teamwork er blandt andet i fokus, når tirsdagens absolutte hovednavn – den tidligere racerkører Tom Kristensen – går på scenen. Her vil han levere et veloplagt og humoristisk foredrag, der både giver stof til eftertanke og muligheden for et godt grin sammen med kollegerne. Grinene bliver der helt sikkert heller ikke sparet på, når dagens ordstyrer, Anders Breinholt, ved branchemiddagen om aftenen, lægger den seriøse mine fra sig og tager Natholds-kasketten på. Aftenen byder på god mulighed for at netværke med både gamle og nye bekendtskaber

Udover muligheden for teambuilding, fremhæver Charlotte Brix Andersen også, at branchedagene også er en form for mini-efteruddannelse: ”Vi har sammensat et program, hvor alle typer af ansatte i autobranchen kan blive opdateret med den nyeste viden på netop deres område”, fortæller hun og fortsætter: ”Vi har en hel stribe af eksperter på scenen, der ved alt om politik, elbiler og forretningsmodeller, men vi har også Fagsnak i førersædet, hvor man kan stille de spørgsmål, man går og tumler med i hverdagen, til nogle af de eksperter, der ved allermest om området. Og så har alle vores spændende partnere udstillinger med, og flere af dem har fokus på efteruddannelse, så det er en rigtig nem måde at få et overblik over fremtidens muligheder”, slutter hun.

Branchedagene er for alle i autobranchen, og det er ikke nødvendigt at være medlem af AutoBranchen Danmark for at deltage.

Tryk her for at tilmelde dig og din kolleger