AutoBranchen Danmark var onsdag i sidste uge vært for et åbent brugtvognsforhandlermøde hos Kraftbiler i Fredericia. Som altid var spørgelysten stor blandt de mange fremmødte, hvilket gav en livlig debat.
Adm. direktør i AutoBranchen Danmark Gitte Seeberg indledte mødet med en aktuel politisk status omkring finansloven, klimaudspillet og valgudsigterne. Efterfølgende måtte politikerne endnu engang stå for skud fra de fremmødte, fordi der under de igangværende finanslovsforhandlinger har været uro om registreringsafgiften, hvilket har kunnet mærkes på salget i nu over en måned.
Som flere forhandlere påpegede, så tør vi simpelthen ikke tage for mange biler ind i øjeblikket. ”Risikoen er for stor for en pludselig afgiftsændring. I forvejen har de ændret afgiften fire gange inden for få år.”
Mødet blev afholdt dagen efter Statsrevisorerne var kommet med en sønderlemmende kritik af SKATs kontrol med eksportgodtgørelsen og selvanmelderordningen.
Blandt de fremmødte forhandlere var der ingen tvivl om, at der er brodne kar i branchen, og at der er behov for opstramninger.
SKAT har kendt til problemerne siden 2008, så det er ikke fordi, de ikke er blevet gjort opmærksomme på at der svindles i branchen. ”Det går ud os alle sammen, og derfor skal der nu tages fat.”
AutoBranchen Danmark deltager i et samarbejde med Skatteministeriet om tiltag, der skal dæmme op for svindlen.
Advokat Lars Ellegaard redegjorde for planerne om at indføre et nyt semi-automatiske prissystem, der har til formål at opfange de værste skæve værdiansættelser gennem selvanmelderordningen.
”Målet er at fange de biler, hvor prisen stikker for meget ud. Det tror jeg et nyt semi-automatisk system vil være godt til, og at det kun er semi-automatisk gør jo, at der stadig er plads til et individuelt skøn”, sagde han