Autobranchens eftermarked har fået en uddannelse, der giver karrieremuligheder og har fokus på både nutidens og fremtidens kundebehov og -ønsker. Formålet er at uddanne personer, som bliver rustet til at begå sig i den digitaliserede verden, hvor kundernes behov er i forandring.

Første hold begynder i september, og der er fortsat ledige pladser.

”Digitaliseringen får kunder til at vælge fleksible løsninger uden at ville gå på kompromis med kvalitet, pris og service. Den her uddannelse vil klæde de studerende på til at stå stærkt i den verden, som kræver spændende løsninger, god service og oplevelser”, siger Hans Bruun, der er chefkonsulent i AutoBranchen Danmark.

I Køge har Erhvervsakademi Sjælland i samarbejde med AutoBranchen Danmark og andre eksperter tilrettet serviceøkonomuddannelsen, så den passer til autobranchen. På den måde får de studerende en god, afprøvet og populær uddannelse at læne sig op ad. Autobranchen og retailbranchen står begge overfor store udfordringer og forandringer, så de indgår i en fælles uddannelse – dog med forskelle i deres retninger.

Uddannelsen er tilrettelagt med såkaldt ”blended learning”, der blander skolegang, hvor man er tilstede på skolen med onlineundervisning. Det betyder, at eleven kan kombinere med dagligdagen i virksomheden, hvor eleven vil være to til tre dage om ugen.

”Eleven vil lære om salg, salgspsykologi, samarbejde, konceptstyring, kommunikation, købsadfærd, digital markedsføring, kundeadfærd og forretningsforståelse. Og samtidig lærer de at koble service og oplevelser sammen, og tænke kreativt ved hjælp af de nyeste teknologier – både i butikkerne og på værkstedet”, siger Hans Bruun.

Chefkonsulenten har tilbragt det meste af en menneskealder i autobranchen. Han mener, at serviceøkonomen giver en sjældent set karrieremulighed for unge mennesker, som er inde eller vil ind i branchen og har kunderelaterede opgaver.

”Samtidig er det forrygende, at man kan være tilknyttet en virksomhed under sin uddannelse”, fortsætter Hans Bruun.

Første kuld serviceøkonomer begynder uddannelsen i slutningen af september. Der er fortsat ledige pladser. Se mere på easj.dk.