Pensionisten Gunnar Christensen var den mest økonomiske bilist hos AutoBranchen Danmark på Folkemødet i juni.
Han vandt brændstof for 10.000 kroner hos Q8, fordi han kørte længst på literen i kør-grønt-simulatoren hos AutoBranchen Danmark.
”Jeg er glad. Jeg er ellers ikke den, som normalt vinder noget. Her har jeg endda gjort noget for det selv – det er ikke bare en lottokupon til 20 kroner,” siger Gunnar Christensen, der sammen med sin hustru lever et aktivt pensionistliv, hvor bil og brændstof også spiller en rolle.
”Sidst på sommeren kører vi til Spanien med campingvogn og bor der seks måneder om året. Vi nyder livet og synes, at der skal ske noget,” fortsætter Gunnar Christensen, som lærte at køre økonomisk, da han tog kørekort til anhænger og siden har brugt metoderne, der kom ham til gode i konkurrencen.
Gunnar Christensen deltog også i AutoBranchen Danmarks øvrige konkurrencer på Folkemødet, og han demonstrerer god hukommelse i forhold til reparationsgrænsen på 65 procent af bilens værdi.
”Jeg ville da være ked af, hvis min bil blev erklæret totalskadet i morgen efter et uheld.”