(Bemærk, at artiklen er udgivet 18. marts 2020 og at hjælpepakker, lovgivning og øvrige tiltag i corona-krisen kan have ændret sig. Gå til vores tema-univers for de nyeste historier)

Motorstyrelsen skriver onsdag den 18. marts 2020, at styrelsen er i dialog med de relevante myndigheder for at afdække, om lukningen af landegrænserne den 14. marts 2020 får betydning for bilbranchen.

Ifølge styrelsen anses import af køretøjer som udgangspunkt stadig for et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, når transportøren kan dokumentere, at transporten sker som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed.

Ifølge det oplyste anser de tyske myndigheder ligeledes erhvervsmæssig transport som et anerkendelsesværdigt formål, hvilket betyder, at det fortsat skulle være muligt for eksportører at udføre varer, herunder køretøjer, til Tyskland.

Grænselukning og importbiler

Udgangspunktet er, at køretøjer, som importeres til Danmark, ikke er berørt af den danske grænselukning. Alle udlændinge, som har et anerkendelsesværdigt formål, har mulighed for at komme ind i Danmark.

Hvis transportøren kan dokumentere, at transporten ind i Danmark sker som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed, anses transporten for at være et anerkendelsesværdigt formål. Det er derfor fortsat muligt at importere køretøjer til Danmark.

Grænselukning og eksportbiler

Ifølge det oplyste administreres den tyske grænselukning efter samme principper som den danske. Det betyder, at erhvervsmæssig transport fra Danmark til Tyskland anses for at være et anerkendelsesværdigt formål. Den tyske grænselukning forventes derfor ikke at påvirke muligheden for erhvervsmæssig eksport af køretøjer over den tyske grænse.

Seneste nyheder om corona-virussen