AutoBranchen Danmark tilbyder som noget nyt en særlig certificering til værksteder, der skal håndtere el- og hybridbiler.

Værksteder, som ønsker den nye certificering, kan enten kombinere det med deres KS2000-certificering eller få besøg af AutoBranchen Danmarks lak- og karrosserikonsulent særskilt til en gennemgang.

Nicky Bobak, der er chef for AutoBranchen Danmarks Videncenter, som hyppigt besøger lak- og karrosseriværksteder, uddyber baggrunden for den nye certificering.

“De nyeste tal for bilsalget i Danmark viser, at der nu og i nær fremtiden kommer langt flere el- og hybridbiler ud på de danske veje, og hertil selvfølgelig også på værkstederne. Det skærper de forholdsregler, som lakerere og karrosserismede skal tage sig med biler på stærkstrøm. For det kan være forbundet med fare, hvis man ikke opstiller klare retningslinjer for, hvordan man håndterer den type biler”, siger Nicky Bobak.

Gennemgang på besøg

René Thomsen er lak- og karrosserikonsulent hos AutoBranchen Danmark og er, hvis man ser bort fra perioden med coronavirus, den, som besøger værksteder i forbindelse med KS2000-certificering. Han vil også kunne tage en snak med interesserede om den nye el- og hybridbilcertificering.

“Der skal tages andre forholdsregler, når skal håndtere biler på stærkstrøm. Certificeringen er bygget op trinvis, så man starter og slutter forsvarligt. Desuden er det et stærkt signal at sende til kunder og samarbejdspartnere, at man har styr på den her proces”, siger René Thomsen.

Det indeholder certificeringen:

  • Sådan modtager og sikrer man el- og hybridbilerne.

  • En sikring af, at godkendt vejledning fra bilproducenten er på plads.

  • Hvordan lakering og tørring håndteres forsvarligt.

  • Forsvarlig parkering af el- og hybridbilerne.

  • Råd og vejledning til at forhindre personuheld ved biler på stærkstrøm.

  • Forsvarlig håndtering af brand i biler med stærkstrøm.

  • Guide til værnemidler og øvrige sikkerhedsforanstaltninger.

  • Den korrekte skiltning, når der udføres arbejde på el- og hybridbiler.

  • Klistermærker med certificering gennem AutoBranchen Danmark.

Klik her for at hente guiden

(Kun adgang for medlemmer)