Fjerde kvartal er sjældent den del af året, hvor bilsalget i Danmark sprænger alle grænser. Det betyder også, at jobvæksten typisk er lavere end i de øvrige kvartaler, men fjerde kvartal 2019 tegner til at blive mere dyster end tidligere i den danske autobranche.
I en ny medlemsundersøgelse fra AutoBranchen Danmark svarer 84% nemlig ’nej’ til spørgsmålet om, hvorvidt de planlægger at ansætte nye medarbejdere i fjerde kvartal 2019. Det er en stor stigning i forhold til samme kvartal 2018, hvor 68% svarede nej.
I de uddybende begrundelser for besvarelserne peger flere respondenter på, at uroen om bilafgifter er taget til. Og den uro vil ifølge respondenterne komme til at smitte af på jobvæksten i den kommende tid i autobranchen.
Henrik Bollerslev er indehaver af Lindholm Biler, der har afdelinger i Viborg, Aarhus og Fredericia. Han er på linje med sine kolleger i undersøgelsen om fjerde kvartal og forventer heller ikke nyansættelser frem mod 2020.
”Jeg er på bølgelængde med besvarelserne i undersøgelsen. Lige nu holder bilsalget kadencen, men øget debat om afgifter kan få det hele til at bremse op. Dertil tror jeg, at mange bilhuse lige nu kigger på, om ens nuværende medarbejderstab kan løbe lige fem procent hurtigere. Derfor er jobvæksten knap så intens i de her måneder”, siger Henrik Bollerslev.
Fåtal går efter lærlinge
Kigger man på den helt nye tilstrømning til autobranchen i form af lærlinge, er forventningerne i undersøgelsen til fjerde kvartal heller ikke opløftende. 73% svarer ’nej’ til at skulle ansætte lærlinge, hvilket ligger på niveau med samme kvartal i 2018. Den tilgang kan Henrik Bollerslev dog på ingen måde følge.
”Vi har ti lærlinge ansat i øjeblikket, og hvis vi skulle ansætte flere her i sidste del af 2019, skulle det være en lærling. Det er en stor del af vores DNA. Men talentudvikling tager tid, og jeg foretrækker at gøre det fra bunden og så kunne beholde dem i huset de næste mange år”, siger indehaveren af Lindholm Biler.
Lindholm Biler har lærlinge ansat i afdelingerne for salg, administration og værksted.
For Gitte Seeberg, adm. direktør hos AutoBranchen Danmark, er det bekymrende, hvis tilstrømningen af nye til autobranchen går i stå.
”Eleverne på erhvervsskolerne skal føle, at der er job i den anden ende, når de er færdige. Derfor har branchen også en forpligtelse til at aftage lærlinge. For AutoBranchen Danmark er det en klar prioritering, at vi lokker flere til branchen”, siger Gitte Seeberg og tilføjer:
”Vi har i dag samarbejde med over 15 erhvervsskoler på landsplan og gennemfører dertil trivselsundersøgelser blandt de kvindelige elever. Alt sammen for at sikre, at vi også om tre, fem og ti år bliver ved med at have en tilstrømning af unge og kvalificeret arbejdskraft takket været et godt studiemiljø og en tydelig karrierevej”.
Fakta om medlemsundersøgelsen
- Konjunkturundersøgelse for fjerde kvartal 2019 udført af AutoBranchen Danmark.
- Gennemført i oktober 2019.
- 136 store og små medlemsvirksomheder har anonymt besvaret undersøgelsen for Q4.
- Konjunkturundersøgelserne gentages hvert kvartal.