Hvis man som bilforhandler, autolakerer eller anden virksomhed inden for autobranchen har en hjemmeside, skal den fremover være åben for alle EU-kunder. Konkret betyder det, at eksempelvis en spansk kunde, der gerne vil åbne og købe varer på en dansk forhandlers hjemmeside – på dansk og med alle danske features – skal kunne gøre det. Og omvendt.

Det står klart efter et nyt forbud mod det såkaldte geoblocking, som EU-Parlamentet vedtog den 3. december. Der er tale om en forordning, som blandt andet omfatter:

  • Der skal være fuld adgang til hjemmesider. Det vil sige, at man ikke må blokere, begrænse eller automatisk omdirigere eksempelvis en spansk kunde på en dansk hjemmeside.
  • Der bliver fremover salgspligt, så snart kunden accepterer, at varen leveres i henhold til sælgerens almindelige betingelser.
  • Man må ikke længere opstille forbud eller restriktioner, hvis man sælger tjenesteydelser i et  geografisk område. Det omfatter eksempelvis biludlejning.
  • Forordningen om geoblocking gælder både B2C og B2B-forretninger, fordi det i begge boldgader er slutkunderne, som EU-Parlamentet ønsker at beskytte.

Eylem Ünüvar, juridisk chef og advokat hos AutoBranchen Danmark siger:

”Reglerne om geo-blocking er en konsekvens af EU’s mål om, at EU’s indre marked bliver tilpasset de digitale muligheder, der allerede eksisterer, men som der ikke bliver draget fuld nytte af. I dag har virksomheder og erhvervslivet generelt set en begrænset markedsradius, hvor de ikke kan udnytte hele det potentielle marked, der ligger i EU. Det vil EU gøre noget ved, ved at fjerne de hindringer, der er i vejen for onlinehandel på tværs af EU med håbet om at omstille 28 nationale markeder til ét enkelt marked”, siger Eylem Ünüvar fra AutoBranchen Danmark.

Hun supplerer:

“Konsekvensen af geoblocking forbuddet er dog, at virksomheder med nethandel nu bliver pålagt en salgspligt, som jo tidligere har været frivillig. De forskellige EU-lande har forskellige standarder, nationale regelsæt om køb, reklamation osv. Det nye tiltag kan betyde, at der bliver skabt endnu mere forvirring om reglerne på markedet, som i sidste ende kan betyde en forringelse af både virksomhederne men også forbrugernes retsstilling”.