Folketinget har nu vedtaget, at ældre dieselbiler kan udelukkes fra de store byer, hvis de ikke har et partikelfilter. Udelukkelsen vil ske i 2023.
Som AutoBranchen Danmark omtalte i 2021, har regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten arbejdet på at indføre miljøzoner i de store byer fra 2023. Der er indgået en politisk aftale mellem partierne i efteråret, og nu er lovforslaget blevet vedtaget.
Loven træder i kraft den 1. april 2022. Fra den dag kan kommunerne København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg beslutte, at dieselbiler uden partikelfilter ikke længere må køre ind i de eksisterende miljøzoner, der i dag kun omfatter varebiler og tunge køretøjer. Der vil dog skulle gå mindst 9 måneder fra beslutningen er truffet til det tidligst kan træde i kraft. Dermed vil godt 77.000 personbiler fra før 2011, som udgangspunkt ikke vil kunne køre ind i de store byer.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg støtter de nye miljøzoner til personbiler.
”Ældre dieselbiler uden partikelfilter udgør et problem for folkesundheden i de store byer, og derfor er det helt naturligt, at politikerne ønsker at sætte ind. Jeg er tilfreds med, at regeringen og støttepartierne har valgt at målrette loven mod de biler, der udgør problemet,” fortæller Gitte Seeberg.
Reglerne starter formentlig i efteråret 2023
Kommunerne kan som beskrevet tidligst fastsætte starttidspunkt til april. Samtidig kræver lovgivningen, at der er en implementeringsperiode på ni måneder fra beslutningen er vedtaget i kommunalbestyrelsen. Dermed vil den nye lovgivning absolut tidligst få effekt i samfundet fra 1. januar 2023. Gitte Seeberg mener dog ikke, at det kommer til at gå så hurtigt.
”Vi er i tæt dialog med myndighederne om sagen, og her er det vores klare indtryk, at dieselbilerne tidligst bliver omfattet af miljøzonerne til efteråret 2023. Der er mange administrative udfordringer, der skal løses først fx at orientere bilejerne, autobranchen og ikke mindst skal zonerne kunne administreres i hverdagen”, siger Gitte Seeberg.
Dispensation og overgangsordninger er vigtige
En stor del af samarbejdet mellem AutoBranchen Danmark og myndighederne går på de muligheder, der er for undtagelser til beboere i zonerne, samt hvilke biler der rent faktisk kan eftermonteres partikelfiltre på. Særligt mulighederne for eftermontering er afgørende for, hvilke muligheder ejere af de berørte biler har. Desværre findes der vidt forskellige opfattelser af, hvor mange biler der kan eftermonteres partikelfiltre på og til hvilken pris. Det arbejder i vi fællesskab med de relevante myndigheder på at afklare.