EU er nu blevet enige om en kompromistekst for en ny købelov. Loven risikerer at få store konsekvenser for især brugtvognsforhandlere, der snart kan se frem til, at den såkaldte formodningsperiode bliver forlænget til et år, hvor den i dag kun gælder i de første seks måneder.

Den udvidede periode for formodningsreglen stiller kunderne langt bedre ved køb af en brugt bil. Reglen giver nemlig kunderne bedre muligheder for erstatninger, nedslag i prisen, ophævelse af kontrakten og andet, hvis det er rimeligt at formode, at en senere konstateret mangel var tilstede på købstidspunktet.

Kompromisteksten er vedtaget i den såkaldte trilog mellem Kommissionen, EU-parlamentet og Rådet. Efter den opnåede enighed skal teksten nu tilbage i EU-parlamentet, hvor den skal stemmes igennem i starten af marts.

”AutoBranchen Danmark følger naturligvis sagen meget tæt. Det er en sag af stor betydning, og vi vil derfor holde vores medlemmer løbende orienteret i takt med, at der kommer nyt i sagen”, siger leder af juridisk afdeling Eylem Ünüvar.