Brugtvognssalget viser et mere broget billede med stigning, men med klar fremgang til el- og pluginhybridbiler.
I løbet af august måned er der indregistreret 14.517 nye biler, hvilket er en fremgang på seks procent sammenlignet med sidste år, hvor der blev indregistreret 12.752 nye biler. Ikke overraskende er salget markant højere end i juli måned, hvor der kun blev indregistreret 9.828 nye biler.
AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg er glad for fremgangen i salget.
”Der er tale om en meget positiv udvikling i salget, der har ligget lavt i de senere år. I august er det særligt salget af elbiler, der vokser markant. Der er solgt 4.763 elbiler, en fremgang på 95 procent sammenlignet med august 2022,” fortæller direktøren.
Benzinbiler og hybrider trækker brugtvognssalg ned
Helt anderledes ser det ud med salget af brugte biler. Der er solgt 39.711 brugte biler i august 2023 – en tilbagegang på lidt over 4 procent fra de 41.529 brugte biler, der skiftede hænder i august sidste år. Ligesom med de nye biler, er der tale om en markant fremgang fra juli måned, hvor kun 35.559 brugte biler skiftede hænder.
Gitte Seeberg påpeger, at der er markante forskydninger mellem drivlinjerne på brugtvognsmarkedet i august.
”Salget af benzinbiler falder med lidt over ni procent samtidig med at salget af hybridbiler, der kører på diesel falder med godt 15 procent. Til gengæld er der kommet godt gang i salget af brugte elbiler, der steg med knap 65 procent og antallet af pluginhybridbiler er også gået frem med 19 procent. Tallene illustrer, at de grønne biler også er begyndt at blive en faktor i brugtvognssalget.”