Der var masser af kunstnerisk lakering, grøn omstilling og snak om ny infrastrukturplan på den store transportmesse 2019 i Herning, hvor flere end 30.000 besøgende var forbi. Også Rico Madsen, teknisk konsulent hos AutoBranchen Danmark, var med.
“Der var masser af fokus på grøn transport i form af lastbiler og varebiler på både strøm og biogas. Samtidig var der rigtig mange lastbiler udstillet med utrolige lakeringer, som i flere tilfælde var udført af AutoBranchen Danmarks medlemmer. Det var fedt at se”, fortæller Rico Madsen.
Der var i alt 375 udstillere på messen fra et bredt udsnit af transportbranchen. Ifølge transportminister Ole Birk Olesen (LA), der åbnede messen torsdag, faldt messen godt sammen med regeringens nye infrastrukturplan til 112 mia. kr., hvoraf 61 mia. kr. går til vejnettet. I sin åbningstale sagde ministeren blandt andet:
” Jeg har set frem til at åbne messen, fordi den har meget godt at præsentere, og jeg ser frem til at høre, hvad I har på hjerte, når jeg kommer rundt i løbet af formiddagen. I Danmark har vi gennem årtier været kendt for at sætte nye standarder med vores indsats for klima og miljø. Det er regeringens ambition, at vi også i fremtiden skal være i front og præge udviklingen i Europa og globalt”, sagde Ole Birk Olesen, som også italesatte, at fremtidens grønne biler, busser og lastbiler får brug for god infrastruktur, da han introducerede Investeringsplan 2030.
Herunder kan du se et lille galleri fra dagene i Herning.