Regeringens infrastrukturplan er et pænt skridt på vejen – men stadig ikke nok, selv om der afsættes 61 mia. kr. til veje frem til 2030.

Trængselsproblemerne stiger kraftigt i de kommende år og med den fremlagte plan, er der kun taget initiativer til at bygge eller udbygge 450 km. veje. Der mangler f.eks. stadig at blive truffet beslutning om en fast Kattegatforbindelse og en Havnetunnel i København, hvilket vil kunne afhjælpe trængslen mellem landsdelene og i hovedstadsområdet, siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

Her er regeringens og DF’s samlede plan.

En rapport fra Transportministeriet har tidligere vist, at personbilstrafikken vil stige med 16 pct. frem til 2030, vejgods med 12 pct., og at vi vil bruge 61 pct. mere tid på trængsel, hvis ikke der bliver investereret i ny infrastruktur.

“Der er mange gode initiativer i trafikplanen, og vi er positive over for både investeringerne i veje og i den kollektiv transport. Det vigtigste er, at vi får nedbragt trængslen på de danske veje, hvor bilisterne spilder dyrebar tid”, siger Gitte Seeberg fra AutoBranchen Danmark.

Hun vil ikke fremhæve det ene vejprojekt frem for det andet, men i stedet glæde sig over, at der fra politisk side omsider bliver fremlagt en langsigtet plan med et højt ambitionsniveau for den danske infrastruktur.

“Investeringerne i vejnettet har været forsømt i mange år, alt imens trafikken og bilsalget er steget. Der er alene kommet over 300.000 flere biler på vejene i de seneste fem år, så der nu er over 2,6 mio. biler på vejene. Dertil kommer 500.000 erhvervskøretøjer. Den stigende trafikmængde har slet ikke afspejlet sig i trafikinvesteringerne og derfor glæder vi os over den samlede trafikplan”, fortæller Gitte Seeberg.

Hun håber så, at forundersøgelserne af Kattegatforbindelsen og Havnetunnellen vil føre til endelige beslutninger på et senere tidspunkt.

Den samlede infrastrukturplan kan læses på dette link.